Discountlån bliver dyrere: Renten runder 4 pct.
Stort set ingen forskel på ydelsen på lån med rentesikkerhed og lån med størst renterisiko.
Afgiften for renteparkering bliver høj det næste halve år. De to absolut mest risikable rentetilpasningslån har som de eneste rundet 4 pct. i rente.
Det er F1- og F-kort-lånet, der koster mere end 4 pct. Det første får ny rente hvert år, og det andet hvert halve år. I mange år har de været billigst, og i et normalt rentemarked ville det være naturligt.
Men det er definitivt slut, og de to lån er nu næsten lige så dyre som lån med fast rente. Eksempelvis koster et lån på 1 mio. kr. 6.055 kr. om måneden efter skat, hvis det er med fast rente. Det er under 100 kr. dyrere end et F1-lån og knap 300 kr. dyrere end et F-Kort-lån, som det kaldes i Totalkredit. Lånet er med afdrag.
Hos Realkredit Danmark kaldes lånet FlexKort og hos Nordea Kredit Kort Rente.
Ca. 200.000 boligejere har nu den type lån. En meget stor del af dem har valgt det efter at have indfriet deres gamle lån med fast rente til underkurs.
Det kaldes en skrå konvertering, og begrebet dækker over, at et lån med fast rente indfries og erstattes af et rentetilpasningslån. Gør man det, siger man farvel til højeste rentesikkerhed og goddag til højeste renterisiko.
Forklaringen på det markante skifte er ifølge realkreditinstitutterne, at mange satser på, at renterne falder igen i løbet af 2024. Derfor ønsker de ikke binde sig til et F3- eller et F5-lån i henholdsvis tre og fem år.
Men renteparkeringen kan kun betale sig, hvis de helt korte renter falder igen indenfor en overskuelig periode.
For at det ønske skal gå i opfyldelse, kræves, at Den Europæiske Centralbank, ECB og Nationalbanken nøjes med blot én renteforhøjelse i år. Ifølge Totalkredits chefanalytiker Sune Malthe-Thagaard kan det betyde, at F-kort-renterne ligefrem falder.
Men de vil stadig ligge omkring 4 pct. Ved to renteforhøjelser ventes renten på lånene inklusive bidrag at kravle op mod og måske over 5 pct.
F-kort-renten er steget markant det seneste halvandet år – fra under 0 ved nytår 2022 til nu over 4 ved den seneste rentefastsættelse, der har virkning fra 1. juli.
Det er den største stigning i de 10 år, lånet har været på markedet.


