Jyske Bank advarer: Risikabelt at købe bolig for at spare skat
Der er stor forskel på, hvor meget boligskat man skal betale, alt efter om man køber før eller efter 1. januar 2024. Det gælder især ejerlejlighedsmarkedet i de store byer.
At lade boligskattereformen bestemme, hvornår man køber bolig, er risikabelt, advarer Jyske Realkredit. Køber man inden 1. januar næste år, slipper man med at betale den nuværende og lavere skat. Men på langt sigt kan det medføre et tab.
Det københavnske ejerlejlighedsmarked er højst overraskende blusset op de seneste måneder. Ifølge Nykredit tyder meget på, at køberne har fået travlt med at få fat i drømmeboligen inden 1. januar, så de får skatterabat. Nykredits chefanalytiker Mira Lie Nielsen betegner det ligefrem som »hamstring.«
Og det kan man langt fra udelukke, mener Mikkel Høegh, der er afdelingsdirektør i Jyske Realkredit.
»Skynder man sig at købe en lejlighed for at holde fast i skatterabatten, risikerer man købe for dyrt og bør have en lang tidshorisont. Boligpriserne må nødvendigvis falde med den kapitaliserede værdi af skatterabatten,« siger Mikkel Høegh.
Den kapitaliserede værdi af rabatten er udtryk for, hvor mange penge, man kan låne mindre, fordi skatten tager en stor luns af det månedlige rådighedsbeløb.
Han har regnet på konsekvenserne med udgangspunkt i en typisk ejerlejlighed i København. Ifølge Vurderingsstyrelsen koster en sådan 4 mio. kr.
Lejlighedsejeren står til at få en årlig skatterabat på 9.800 kr. Det vil sige, at hvis man køber boligen efter 1. januar, skal man betale 9.800 kr. mere i skat om året.
Det svarer til at man kan servicere en gæld, der er 296.970 kr. lavere for de samme penge. Altså bør man kun give 3.703.030 kr. for lejligheden efter 1. januar 2024.
Er markedet rationelt, bør det ske over night, mener Mikkel Høegh.
»Det er markedet nok ikke, men over tid bør det være lige meget, om man køber før eller efter. Køber man, lige inden reformen træder i kraft, skal man imidlertid indstille sig på et værditab – svarende til den kapitaliserede værdi af skatterabatten. Så kan man risikere at sælge med et tab, hvis ikke man skal bo der i lang tid,« mener han.
Køber man før 1. januar, skal man altså blive boende så længe, at boligen indhenter den tabte værdi.



