Hold øje med vandstanden i floderne: Derfor sparer du penge på højvande
Det bliver dyrere og dyrere at transportere varer med skib på grund af lavvande. Den regning er der kun forbrugerne til at betale.
Investorer, der fredag holdt øje med vandstanden i de europæiske floder, har været tættere på virkeligheden end de, der holdt øje med de amerikanske jobtal.
Det er en af konklusionerne i en nyhedsanalyse, som Danske Banks investeringsstrateg Lars Skovgaard Andersen står bag.
Det kan godt være, at global opvarmning får iskapperne på polerne til at smelte, og at det på længere sigt vil give enorme problemer med højere vandstande.
»Men her og nu er det største problem dog lavere vandstande i udvalgte floder,« skriver Lars Skovgaard Andersen i analysen.
Det største problem for samhandlen i Europa er i øjeblikket en usædvanlig lav vandstand i Rhinen. Det betyder bl.a., at fragtskibene tvinges til at sejle med mindre last.
»Det er et problem, når Rhinen er Tysklands vigtigste fragtrute for transport af korn, kemikalier, mineraler, kul og olieprodukter,« konstaterer Lars Skovgaard Andersen.
Et selskab som BASF er et godt eksempel. BASF får omkring 40 pct. af sine råmaterialer transporteret via Rhinen.
For nylig var den gal igen i Panamakanalen, der er genvejen mellem Atlanterhavet og Stillehavet. Her havde længere tids tørke tilsvarende medført lav vandstand og dermed begrænsninger for, hvor stor last fragtskibene måtte have.
»Den logiske konsekvens er, at transporten bliver dyrere – og gæt, hvem der i sidste ende skal betale regningen?« spørger investeringsstrategen.
Det er ikke første gang, at vandstanden er lav, men problemet i både Tyskland og Panama er, at perioderne forekommer med stadig større hyppighed. Lavere vandstand kan påvirke økonomien, da selskaberne skal hæve priserne for at betale for de øgede omkostninger. Det kan være med til at give inflationen ekstra luft.
Vil man investere i temaet klimaforandringer, kan det være en idé at gøre det via fonde. Lars Skovgaard Andersen peger på bl.a. disse to:
- IShares Global Clean Energy: Fonden investerer i omkring 100 af de største selskaber, der beskæftiger sig med primært vind, men også sol, biogas, vand og brint.
- Parvest Aqua: Fonden investerer i selskaber, hvis formål er at sikre og forbedre vandforsyningen rundt om i verden.
Der findes mange andre fonde af lignende karakter.



