Fortsæt til indhold

I disse lande er det gået amok

Mens de fleste herhjemme har kunnet mærke inflationens indvirkning på privatøkonomien, kæmper andre lande med inflation i en helt anden liga.

Her tæller en mand de bolivar-sedler, der i august 2021 svarede til en dollar. Foto: AP/Ariana Cubillos
Privatøkonomi

Inflationen har kunnet mærkes på manges husholdningsbudgetter herhjemme de seneste år. Men det er en dråbe i havet i forhold til, hvad man i andre lande har måttet gennemleve i flere år.

Det skriver CNN, der har lavet en opgørelse over de lande med den højeste inflation i 2022.

På toppen af listen ligger Venezuela, der i 2022 havde en inflation på 310 pct. Det betyder, at forbrugerpriserne sidste år var mere end firdoblet i forhold til 2021.

Dernæst følger Zimbabwe med en inflation på 244 pct. Og på tredjepladsen ligger Argentina, der havde en inflation på 95 pct., hvor forbrugerpriserne var tæt på fordoblet i sammenligning med året forinden.

Til sammenligning lå inflationen i 2022 i Danmark på 7,7 pct. i 2022, hvilket var det højeste siden 1982, ifølge Finansministeriet.

Det er ikke nogen ny historie, at det Sydamerikanske land Venezuela har haft en høj inflation. Sådan har det været helt tilbage til 1980’erne. Men de seneste års inflation i landet har alligevel været uden fortilfælde.

Det toppede i 2018, da landet oplevede en hyperinflation på mere end 130.000 pct. Det skete, da man fra regeringens side så sig nødsaget til at lave en ny valuta for at gøre betalingerne nemmere. Den nye bolivar, som landets valuta hedder, svarede til 100.000 gamle bolivares.

Det betyder at prisen på en Coca-Cola gik fra 2.800.000 gamle bolivares til 28 nye.

Som konsekvens af den høje inflation, bruger mange borgere i landet nu amerikanske dollars i stedet, da værdien på den ligger langt mere stabil.

Den seneste tid er inflationen herhjemme faldet, og lå i maj på 2,9 pct. mod 11 pct. i oktober sidste år, da den var på sit højeste, ifølge tal fra Danmarks Statistik.

Artiklens emner
Økonomiske nøgletal
Inflation