Fortsæt til indhold

Populære boliglån i topkurs igen: Derfor skal du vælge andre

En omlægning af sit boliglån er mest attraktiv, hvis den foretages før den 1. september.

Hvis man har købt sin nye bolig med overtagelse efter 1. september, får man en dårligere kurs på sit boliglån. Det kan man kun undgå ved at optage et lån inden den dato. Arkivfoto: Rikke Kjær Poulsen
Privatøkonomi

Presset letter så småt på obligationsmarkedet, og det er godt nyt for boligejerne. Kurserne på de mest populære boliglån har bevæget sig mod toppen efter nye inflationstal fra USA onsdag.

Inflationen er faldet til 3 pct., og dermed kan det snart være slut med rentestigningerne, vurderer aktørerne på finansmarkederne.

Stemningen kan aflæses direkte i kurserne på de toneangivende boliglån. Allerede onsdag steg de, og det 30-årige 5 pct.-lån med afdrag kan nu fås i en kurs tæt på 100. Uden afdrag er kursen sneget sig op mod 99.

Men det er ikke længere de lån, boligejere og købere skal fokusere på. Fra 1. september er der lukket for alle de nuværende lån. De erstattes af helt nye serier.

De nuværende 30-årige lån udløber i 2053, de nye i 2056. Den længere løbetid betyder, at kurserne er lavere.

Eksempelvis er kursen på det nye 5 pct.-lån med afdrag 0,8 point lavere end det gamle. Dermed bliver gælden lidt over 9.000 kr. større for hver mio. kr., man låner.

Det synes ikke af meget, men ved 4 pct.-lånet har det større konsekvenser. Kursen på de nye versioner med og uden afdrag ligger så langt under kurs 95, at de ikke er attraktive.

De nye lån har især betydning for de mange, der køber bolig med overtagelse efter 1. september. De kan dog få et af de gamle lån, hvis de skynder sig.

Der kan ikke laves udbetalinger i de gamle årgange eller fastkursaftaler efter årgangsskiftet 1. september. Men man kan benytte en genvej.

Hvis man køber bolig til overtagelse nogle måneder efter skæringsdatoen, kan man optage et af de gamle lån før tid.

Det betyder, at der skal betales renter og eventuelle afdrag allerede inden overtagelsen, men det kan ifølge Realkredit Danmarks cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig stadig betale sig.

Hvis man går med tanker om at konvertere lodret, vil det også være en fordel at gøre det før den1. september. I så fald minimerer man kurstabet på det nye lån.

Artiklens emner
Boliglån
Realkreditinstitutter