Fortsæt til indhold

Troede du boligmarkedet var vendt? Salget er det laveste siden 2014

Der skal turbo på boligmarkedet resten af året for at rette op på et svagt 1. halvår.

Boligmarkedet har fået det bedre, men set over en længere årrække ser det knap så godt ud. Arkivfoto: Rikke Kjær Poulsen
Privatøkonomi

Vendingen på boligmarkedet lader vente på sig. Salget af boliger var i 1. halvår det dårligste siden 2014, viser de nye salgstal fra Boligsiden.dk.

I 1. halvår 2014 blev der solgt lidt over 32.000 boliger. Årene efter steg salget. I år er der solgt godt 38.000 boliger.

Selv på det hypede sommerhusmarked skal vi helt tilbage til 2016 for at finde et lavere salgstal på et halvt år. På ejerlejlighedsmarkedet er salget det laveste i ni år.

Forklaringen på det beskedne salg er, at der var meget ringe aktivitet i vintermånederne, fremhæver Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

Ejendomsmæglerne har ellers genfundet optimismen de seneste måneder, der har budt på stigende salg og stabile priser. Når mæglerne og boligsiden sammenligner salgstal, fravælger man 2021, hvor salget betegnes som »usædvanligt højt.«

Men selv hvis man går tilbage til 2022, kan 1. halvår i 2023 slet ikke følge med. For et år siden blev der i perioden solgt 5.000 boliger flere i samme periode.

Det skal altså være resten af året, der skal trække boligsalget op på det normale igen, og juni var en god måned med salg af 7.704 boliger.

Birgit Daetz betegner udviklingen som »en spirende købelyst,« og hun mener, at flere indikatorer peger på, at boligmarkedet bevæger sig i en positiv retning.

Og de kommende måneder skal blive gode, for at markedet er tilbage på normalen. I 1 . halvår blev der solgt godt 23.000 huse, og et så lavt tal skal vi tilbage til 2016 for at registrere.

Det er særligt i København og omegn samt Nordsjælland, at hussalget er steget. Det er også i de områder, at lejlighedsmarkedet har det bedst.

Artiklens emner
Boligmarked
Ejendomsmæglerbranchen