Banker smider kunder ud: Risiko for at brænde inde med kontanter
Det finansielle Ankenævn overlader det i høj grad til bankerne at sætte barren for deres håndtering af hvidvaskreglerne.
Bankerne gør kort proces med de kunder, der ikke kan dokumentere, at de lever op til hvidvaskreglerne. De smides på porten, og dermed risikerer de at brænde inde med store kontantbeløb.
Det viser fire nye afgørelser fra Det finansielle Ankenævn. Afgørelserne betegner nævnet selv som »fast praksis.«
Denne praksis betyder, at bankerne stort set selv kan afgøre, hvilke krav de vil stille, for at de er sikre på, at deres kunder overholder hvidvaskreglerne. Reglerne er defineret ved lov.
Flere af sagerne handler om store kontantbeløb, og kravet om dokumentation gælder både, når pengene indsættes, og når de hæves. I en af sagsfremstillingerne skriver Nykredit Bank således følgende:
»Du har de seneste 12 måneder indsat kontanter for 274.700 kr. Du har tidligere oplyst, at dette er gavepenge fra dine forældre. Vi ønsker dokumentation for midlernes oprindelse, som kan være udskrift fra dine forældres konto, hvor pengene er hævet, eller deres personlige skatteoplysninger 2021.«
Umiddelbart efter blev kundeforholdet ophævet.
Samme problematik dukker op i en sag, der involverer Sparekassen Danmark. I dette tilfælde ville den pågældende kunde sætte 290.000 kr. i kontanter ind på sin konto. Gennem en længere periode inden havde han løbende hævet lidt over 300.000 kr.
Bankens konklusion lød sådan: (forkortet version)
»Sammenholdes oplysningerne om de mange kontanters oprindelse, klagerens økonomiske adfærd samt en række øvrige forhold, er sparekassen ikke betrygget i kundebekendtskabet.«
Ikke kun store kontantbeløb kan udløse en udsmidning. Det kan også ske, hvis der er betydelige afvigelser i den måde, man bruger sin konto på, og man ikke kan redegøre for dem.
Det skal understreges, at i alle tilfælde var kunderne overbeviste om, at de havde afleveret den fornødne dokumentation, men fik altså ikke medhold.
Hvis ikke bankerne overholder Hvidvaskloven, bliver de også straffet.


