Drømmehuset var en rotterede: Ungt par frygter at ende med milliongæld
Efter to års kaos med flere rotteangreb og afsløring af ulovlige renoveringer i deres nye hus aner et ungt par stadig ikke, hvordan forsikringen dækker.
Det var kærlighed ved første blik på den 100 år gamle villa i Skovlunde, som på Nyboligs salgsopstilling var beskrevet som flot, attraktiv og nyistandsat. Huset lignede den perfekte ramme for familieliv med børn. Nu to år efter købet er villaen ubeboelig. Det vil koste millioner at udbedre skaderne.
Parret og deres to små drenge på et og tre år har i foreløbig et år været genhuset i en lejlighed.
»Det slider utrolig hårdt på vores familieliv. Der sker ingen udbedring af skaderne. Vi betaler bare af på vores boliggæld for et ubrugeligt hus, hvor der stadig er rotter. Samtidig ved vi ikke længere, om vi bliver holdt skadesløse eller ender med milliongæld og en usælgelig ejendom,« konstaterer Lasse Hessing Sørensen.
Parret føler sig som gidsler i en retssag mellem forsikringsselskabet og sælger. Den betyder, at der ingen udvikling har været i deres hus i foreløbig otte måneder.
Der var ingen smalle hjørner, da parret købte villaen for 5,25 mio. kr. Tilstandsrapporten var pæn. Og de brugte køberrådgiver, havde en håndværker med rundt og tegnede udvidede dækninger både på husforsikringen og ejerskifteforsikringen.
»Vi forstår simpelthen ikke, hvordan vi alligevel kan være havnet i denne her situation. Det seneste år har vi brugt al vores fritid på sagen. Det var ikke den måde, vi havde tænkt, at vores liv som børnefamilie skulle være,« siger Malene Raunholt Jensen.
Familien flyttede ind i juli 2021, og alt var godt. Men en morgen i oktober opdagede Lasse Hessing tydelige rottespor i køkkenet, hvor skraldespanden var væltet ud over gulvet.
Parret ringede straks til rottefængeren og til forsikringsselskabet. Der blev fanget en rotte. Men kort efter var der igen spor efter rotter, og flere rotter røg i fælden. Da en del af træterrassen blev taget op, var der flere huller ind i huset. De blev lukket.
Men parret fortsatte med at høre lyde rundt i huset. Rottefængerens røgprøver afslørende, at der var et kloakrør i bryggerset, der burde være blændet af, men som fungerede som en slags motorvejsafkørsel fra kloakken ind i huset. Det blev også spærret af, men lige lidt hjalp det.
»Forsikringsselskabet havde ikke meget lyst til at fjerne gulvene. Så vi har kæmpet for hver kvadratmeter, der er taget op. For vi kunne stadig høre rotterne overalt både i gulve, vægge og lofter. Og under hvert gulv har der været efterladenskaber og rottespor i alle retninger. Vi fandt døde rotter i væggen,« fortæller Lasse Hessing Sørensen.
Samtidig fik parret nye problemer. Efterhånden som gulve og vægge blev fjernet, viste det sig, at huset var fyldt med ulovlige løsninger og skjulte skader.
- Rør og kloakker er ikke, hvor de bør være, og selv om rør på tegningerne er markeret som blændet af, er det ikke altid tilfældet. Bl.a. ligger der et ukendt kloakrør på tværs af stuen.
- Der er råd i en bærende trækonstruktion, så førstesalen nogle steder blot er båret af en halvstensmur.
- Der er fugt i bærende murstensvægge i underetagen.
- Dampspærren er ikke udført korrekt på førstesalen.
- Overtag og undertag er ikke konstrueret ordentligt, og den ene gavl var ødelagt.
- Senest har det vist sig, at der ved etablering af badeværelset på første sal er blevet skåret i bærende bjælker uden at kompensere ved at indsætte en støtte af jern.
De sidste skader er anmeldt, men endnu ikke behandlet af forsikringsselskabet.
Vi føler os som gidsler i en retssag, der intet har med os at gøre, men er mellem sælger og forsikringsselskabet, og imens forfalder vores hus hurtigt.Malene Raunholt Jensen, boligejer
Da familien for et år siden blev genhuset, var forventningen, at skaderne ville være udbedret på et par måneder. Men i stedet for stoppede nedrivningsarbejdet i november 2022. Familien har i foreløbig otte måneder måttet vente, fordi ETU Forsikring har indledt en retssag – gjort regres – mod husets sælger for at få dækket nogle af de forventede omkostninger.
I forbindelse med sådan en retssag må der ikke ske udbedring af skader, før den uafhængige syn og skønsmand har beskrevet skaderne og deres mulige løsning. Syn og skøn blev udskudt flere gange og først gennemført midt i juni i år. Nu ventes på rapporten.
»Vi føler os som gidsler i en retssag, der intet har med os at gøre, men er mellem sælger og forsikringsselskabet, og imens forfalder vores hus hurtigt. På grund af det omfattende nedrivningsarbejde har der nu i mange måneder været åbent direkte mod jorden mange steder,« siger Malene Raunholt Jensen.
Regresbehandler for ETU Ejerskifte Pia Wange kalder det beklageligt, når en sag på denne måde trækker ud i årevis og tilføjer, at der altså også er tale om en ret stor millionskade. Selskabet vil derfor ikke afholde sig at gøre regres mod sælger, som er et ejendomsselskab.
»Det forlænger sagsbehandlingen, men mon ikke ventetiden snart er overstået for køberne. Når spørgsmålene til skønsmanden er besvaret, så lukker skønsforretningen, og vi kan udarbejde en erstatningsopgørelse til vores kunder i skadesagen, hvor skønsmandens vurderinger indgår. Vores kunde behøver ikke vente på, at sagen er domsforhandlet i retten,« siger Pia Wange.
Forsikringsselskaberne må da heller ikke trække en sag i langdrag, mens selskabets regressag går igennem de forskellige retsinstanser, pointerer seniorjurist i Forbrugerrådet Tænk Jakob Steenstrup, der sidder i Ankenævnet for Forsikring. Når der er lavet en uafhængig syn- og skønsrapport, kan erstatningen udbetales, og genopbygningen kan begynde.
»Den slags sager kan desværre trække ud, og det er særdeles opslidende for køberne. Hvis forbrugere oplever, at en sag trækker urimeligt ud, har de mulighed for at klage til Ankenævnet for Forsikring, der kan tage stilling til dækninger og i den forbindelse også forholde sig til eventuel nøl fra selskabet,« siger Jakob Steenstrup, der udtaler sig generelt.
Det, som virkelig giver søvnløse nætter hos Malene Raunholt Jensen og Lasse Hessing Sørensen lige nu, er dog erstatningen. De ved endnu ikke, om de bliver holdt skadesløse.
Til at begynde med var meldingen fra selskabet, at rotteskaderne var dækningsberettigede under husforsikringen. Det har familien på skrift så sent som i november 2022.
»Men i forbindelse med syn og skøn begyndte ETU at tale om, at vi måske skal dækkes af ejerskifteforsikringen, og at dækningen her er begrænset til 1 mio. kr. Vi frygter at stå dårligere, fordi de vil søge penge tilbage fra sælger,« siger Malene Raunholt Jensen.
Hvis vi ikke er dækket fuldt ud, er vi for alvor i knibe med milliongæld i huset og for få penge til at genopbygge det.Lasse Hessing Sørensen, boligejer
Familien oplever det som meget svært at få et klart svar på deres spørgsmål om dækning og udbedring af skader. Der kan gå over en uge, før mails besvares. Og mange spørgsmål besvares slet ikke. Familien har til sidst hyret en advokat til at stå for kontakten.
Lasse Hessing Sørensen kalder det en umulig situation.
»Vi har fået indsigt i, at de foreløbige skader forsigtigt anslået løber op i 2,3 mio. kr. før moms. Men den opgørelse indeholder langtfra alle skader. Så hvis vi ikke er dækket fuldt ud, er vi for alvor i knibe med milliongæld i huset og for få penge til at genopbygge det,« siger han.
Pia Wange mener ikke, at der er grund til bekymring på forskud.
»Vi har anerkendt skaderne. Vi har ingen intentioner om at snyde de her kunder for deres erstatning,« siger hun.
»Vil det sige, at de bliver holdt skadesløse, som al kommunikation det første år giver indtryk af?«
»Det er umuligt at sige noget om det endelige erstatningsbeløb for de anerkendte skader, før vi har syns- og skønserklæringen og eventuelle tillægssvar fra skønsmanden,« siger Pia Wange.
»Men hvorfor informere dem om, at skaderne i modsætning til, hvad de tidligere har fået at vide, måske skal dækkes af den del af ejerskifteforsikringen, som har et maksimum på 1 mio. kr.? Det vil jo aldrig kunne dække de anerkendte skader?«
»Vi har slet ikke opgjort eller fordelt skaderne endnu, så det er ren spekulation. Når vi har den endelige erstatningsopgørelse, vil noget blive dækket af den udvidede ejerskifteforsikring, men der vil formentlig også være noget, der dækkes af husforsikringen og af den almindelige ejerskifteforsikring. Det kan man ikke sige noget om endnu,« siger hun.
Det undrer parret.
»Når de har anerkendt skaderne, hvorfor skal vi så vente på deres syn og skøn for at finde ud af, hvordan vi er dækket?« spørger Lasse Hessing Sørensen.
Som et ekstra problem har det vist sig, at et af de fem værelser i villaen ikke er godkendt til beboelse. Det fremgik ikke af salgsopstillingen.
Når man som boligejer havner i den situation, skal man søge godkendelse eller dispensation hos kommunen.
»Og er det ikke muligt, kan der potentielt blive tale om et erstatningskrav mod ejendomsmægler eller køberadvokat. Den slags bør de normalt opdage via BBR-registeret og ejendommens øvrige dokumenter,« siger Jakob Steenstrup.
Foreløbig går dagene. Parret møder op for at tjekke rottefælderne og kan iagttage huset forfalde, som tiden går.
»Vi ved ikke, om huset skal rives ned eller genopbygges. Eller hvordan vores økonomiske situation er. Og for hver dag der går, æder rotterne af vores hus,« siger Lasse Hessing Sørensen.


