Han er en af verdens mest kopierede investorer: Sådan ser han på aktiemarkedet
Gennem de seneste 10 år har Jeppe Kirk Bonde haft et afkast på 850 pct. fra sine investeringer, og i dag kopierer flere end 22.000 mennesker hver eneste handel, som han laver.
Når Jeppe Kirk Bonde investerer, er det ikke alene. Faktisk er der flere end 22.600 investorer fra hele verden med næsten 500 mio. kr. stående på kontoen, der imiterer hver eneste handel, den 36-årige dansker laver.
Og det har kunnet betale sig de seneste 10 år, hvor Jeppe Kirk Bonde, der er den mest ”kopierede” investor på investeringsplatformen Etoro, har leveret et afkast på i alt 850 pct. - svarende til 25 pct. om året i snit.
Opskriften på at slå det brede aktiemarked er enkel i sin kerne ifølge Jeppe Kirk Bonde.
Hovedingrediensen er at lave sin research ned til den mindste detalje og diversificere investeringer. Fundamental analyse er desuden et nøgleredskab, når man vil finde de undervurderede aktier.
»For mange investorer ender med at se på, hvordan det seneste kvartal har været for selskaberne, og spå, hvad der skal ske med renten, i stedet for at dykke ned i selskaberne og forstå dem,« fastslår Jeppe Kirk Bonde.
Han har en baggrund som ledelseskonsulent – en beskæftigelse, som han gav afkald på i 2018, hvor han valgte at investere på fuld tid. Erfaringen derfra har ifølge investoren været en fordel sammen med et umætteligt videbegær og vilje til at bruge timer og dage på dybdegående research.
Jeppe Kirk Bonde indsamler automatisk nøgletal og informationer om tusindvis af selskaber fra databaser. Herfra udvælger han i omegnen af 200, der får deres regnskaber, nyhedsstrømme og ledelser nærstuderet.
Til sidst ender de mest attraktive selskaber i investorens indkøbskurv – oftest mere end en måned efter, at den indledende research begyndte.
»For mig handler det om, hvilket afkast en aktie kan levere i hele sin ”levetid”. Hvad er selskaberne i sidste ende værd? Hvordan ser deres strategiske muligheder, konkurrencesituation, kultur og ledelse ud? Dernæst ser jeg på, hvad de tjener nu og vil tjene i fremtiden. Hvis situationen ændrer sig, sælger jeg aktien,« siger Jeppe Kirk Bonde.
Forarbejdet handler ikke bare om, hvordan selskaberne er skruet sammen, men også hvordan den økonomiske og geopolitiske situation ser ud i fremtiden, og hvilke konsekvenser den vil få for verden.
»For 10 år siden havde jeg en idé om, hvordan verden ser ud i fremtiden, og jeg har også en idé om, hvordan den vil se ud om 10 år, og så handler det om at ”oversætte” det til investeringer,« bemærker Jeppe Kirk Bonde, der er mest begejstret for krydsfeltet mellem finans, politik og teknologi.
Lige nu er Jeppe Kirk Bonde indehaver af aktier i 60 selskaber inden for en bred vifte af sektorer. Porteføljen indeholder alt fra teknologi-, bank- og sundhedsaktier til energi-, råvare- og ejendomsaktier, hvilket vidner om, at den danske investor ikke lader sig lokke af bestemte typer aktie.
Til gengæld ser Jeppe Kirk Bonde, at et tema vil forme aktiemarkedet, og hvordan man bør investere i de næste 10 år: Kunstig intelligens – eller AI.
»AI er et af de største temaer – for de selskaber, som vil tjene penge på at levere services inden for kunstig intelligens, men også de selskaber, der vil tjene penge på at bruge teknologien,« fortæller Jeppe Kirk Bonde.
Han har derfor haft et godt øje til de chip- og teknologiselskaber, der ser ud til at blive de store vindere i forbindelse med en AI-bølge, som har fat i aktiemarkedet.
F.eks. har Jeppe Kirk Bonde aktier i TSMC, som laver de kraftige computerchips, der er motoren til de avancerede AI-algoritmer, men også Microsoft, som har investeret massive summer i AI-teknologi.
Nvidia, som nærmest er blevet symbolet på årets AI-boom, er en aktie, som har været fast inventar i Jeppe Kirk Bondes portefølje de seneste år. På det seneste har han dog solgt ud af aktien, der er steget med 220 pct. alene i år. Nvidias værdiansættelse er ifølge investoren blevet optimistisk.
»En stor del af værdien ligger med en lav sandsynlighed for, at der skabes en kæmpe mængde værdi. Nu er Nvidia ikke bare prissat efter at være et sundt selskab, som laver chipsæts,« siger Jeppe Kirk Bonde og fortsætter:
»Prisen er baseret på, at Nvidia er et selskab med de klogeste ingeniører i verden, der arbejder med den mest spændende teknologi. Ergo er der en lille sandsynlighed for, at Nvidia ender med at blive ”dem” inden for AI.«
Han fortæller, at det er i orden at tænke det, og der ikke nødvendigvis er tale om en boble på området. Men Jeppe Kirk Bonde advarer om, at der er en risiko for, at andre vil løbe med medaljen. Han foretrækker derfor at se mod selskaber, der allerede har en sund kerneforretning, men har ressourcerne til at udvikle de solide AI-løsninger, som bliver vinderne.
Generelt mener Jeppe Kirk Bonde, at verden vil blive et langt bedre sted de næste 10 år, hvilket spiller en rolle i, hvordan han investerer. Han ser derfor potentiale inden for temaer som spil, underholdning og luksus.
»Folk har måske et lidt for negativt billede af, hvordan tingene står til. Ja, vi skal forsvare den demokratiske verden og sørge for, at nye teknologier bliver brugt til mere godt end ondt. Men når vi ser bort fra det negative, så vil der også være plads til alt muligt af det gode,« understreger han.

