Efter fem måneders ro: Elprisen begynder at blinke rødt
Markedsprisen på el ligger for anden dag i træk over 1 kr. Engrosprisen var senest over 1 kr. tilbage i april – få overblikket her.
Markedsprisen på el har indtil videre artet sig fornuftigt i 2023 for elkunderne sammenlignet med sidste års elprischok, men den senere tid er elprisen steget, og de seneste dage har den igen passeret en farlig grænse.
1. Elprisen. Torsdag står virksomheder og elkunder for anden dag i træk overfor en gennemsnitlig markedspris på en kilowatt-time (kWh) på over 1 kr. Danmarks 2,8 mio. private elkunder har ellers været forskånet for elpriser i det luftleje i henved fem måneder. Torsdag topper elprisen i tidsrummet kl. 19-20 med en kWh-pris på 1,97 kr. Hertil kommer statslig elafgift, nettarif til det lokale elnetselskab, eltarif til statslige Energinet, abonnementer og moms. Samlet betyder det, at dagens forbrugerpriser topper i tidsrummet kl. 19-21 med kWh-priser over 4 kr.
2. Forklaring. Den stigende elpris kommer på en dag med beskeden grøn elproduktion. Det betyder, at elprisen på grund af udlandskablerne dikteres af det dyre tyske marked, som er storaftager af el fra Danmark. Mens danske elkunder torsdag betaler samme markedspris for el som i Tyskland, slipper elforbrugere i det sydlige Norge og sydlige Sverige med kWh-priser på henholdsvis 0,15 kr. og 0,78 kr.
3. Tilbageblik. Generelt har 2023 budt på markante prisfald for elkunderne i forhold til det historisk dyre 2022. Til gengæld ligger 2023-prisen år til dato fortsat markant over det seneste normalår, som var 2019. Her lå markedsprisen i august på 0,29 kr. I 2023 er den tilsvarende pris på 0,59 kr. Omregnet dækker forskellen på årsbasis over en merudgift på knap 1.700 kr. inklusive moms for husholdninger med et typisk elforbrug på 4.500 kWh.
4. Bonusinfo. Med til at puste til elregningen er den statslige elafgift, som den 1. juli blev genindført for fuld kraft, efter at have ligget i dvale i 1. halvår. Elafgiften er i dag på 0,70 kr. plus moms for hver forbrugt kWh. Samlet ventes det at udløse en afgiftsregning til fortrinsvis private elkunder i størrelsesordenen 4,5-5,0 mia. kr. i 2. halvår.

