Ganske få pensionerer sig selv: Men et stort flertal af danskerne drømmer om tidlig pension
Pensionseksperterne strides: Vil danskerne forlade arbejdsmarkedet tidligere, efterhånden som pensionsopsparingerne vokser?
Antallet af danskere, der drømmer om tidlig pension, er vokset eksplosivt over de seneste 5-10 år. En ny undersøgelse viser, at tre af fire danskere ville pensionere sig selv før deres 66 års fødselsdag, hvis de kunne vælge selv. I 2018 var andelen 45 pct.
»Drømmen om økonomisk uafhængighed er den største privatøkonomiske megatrend jeg nogensinde har oplevet. Vi drømmer om selv at have det sidste ord at skulle have sagt over alle dele af vores liv,« siger PFA Pensions privatøkonom Camilla Schjølin Poulsen.
Wilke-undersøgelsen lavet for PFA Pension viser, at kun 3-4 pct. af de 25-49-årige ønsker at vente med at gå på pension til efter deres 70 års fødselsdag. Men aldersgruppens forventede folkepensionsalder er 70 til 74,5.
Godt hver fjerde 60-65-årige er parat til at arbejde op mod de 70 år, men så falder villigheden brat.
Men, siger Camilla Schjølin Poulsen, det, folk ønsker, er at kunne bestemme selv. Derfor ser hun heller ingen modstrid mellem drømmene om tidlig pension og den kraftige stigning i danskernes tilbagetrækningsalder, som de sidste 10 år er steget fra 63,6 til 66,8 år.
»Bolden er hos arbejdsgiverne. Politikerne har fjernet de barrierer, der gjorde det uattraktivt at arbejde sent i livet. Nu skal virksomhederne sørge for, at arbejdsmarkedet fortsat opleves som attraktivt,« siger Camilla Schjølin Poulsen.
Undersøgelsen viser da også at godt 40 pct. under visse vilkår er parate til at arbejde efter folkepensionsalderen. For langt de fleste med en arbejdstid på under 20 timer om ugen.
Dansk Erhverv mener dog, der bør sættes ind et andet sted først. Arbejdsmarkedschef Peter Halkjær peger på, at der er 50.000 flere på tilbagetrækningsordninger målrettet grupper under folkepensionsalderen end i 2018.
»Det er en alvorlig begrænsning for antallet af hænder. Og undersøgelser viser, at mange har helbredet til at kunne være blevet meget længere. Det bør være en topprioritet kraftigt at begrænse antallet, der forlader arbejdsmarkedet før pensionsalderen på den måde,« siger Peter Halkjær.
Når det gælder nedsat tid, påpeger han, at en stor del af lønmodtagerne i dag er omfattet af en overenskomstaftalt fritvalgsordning, hvor seniorer som en ret kan konvertere 7-13 pct. af lønnen til seniorfridage.
»Men meget få bruger det i praksis. De vil hellere have mere i løn. Vi tror, man skal passe på ikke at tro, at seniorerne bare vil arbejde mindre. For mange er muligheden for en senkarriere på fuld tid mere tiltrækkende,« siger Peter Halkjær.
Men der er andre veje ud af arbejdsmarkedet. De yngste på arbejdsmarkedet forventes at skulle arbejde, til de er langt oppe i 70’erne. Men de betaler ind til pension, som om de skulle på folkepension langt tidligere. Deres indbetalinger er ikke blevet reduceret, når folkepensionsalderen er hævet.
Det har fået Henrik Ramlau-Hansen, lektor ved Institut for Finansiering ved CBS og tidligere mangeårig topchef for Danica Pension til i flere omgange at advare mod risikoen for overopsparing.
Senest har han i tidsskriftet Finans Invest sammen med cand merc Kim Brink vurderet, at mere end halvdelen af danskerne på sigt vil kunne gå på pension 3-5 år før tid. Og at den stigende lyst til mere frihed kan få langt flere til at gøre det.
»Når de unge skal spare op i op til 10 år mere end i dag, så har det naturligvis konsekvenser, også selv om levetiden stiger. Så vil langt flere kunne pensionere sig selv tidligere, hvis de ønsker det. Og så får samfundet ikke nødvendigvis det udbud af arbejdskraft, som er formålet med den stigende pensionsalder,« siger Henrik Ramlau-Hansen.
Forsikring & Pension afviser, at pensionsformuens størrelse trigger tilbagetrækningsbeslutningen for det store flertal af danskerne – det er simpelthen ikke økonomisk attraktivt.
»Tilbagetrækningsalderen følger altovervejende muligheden for at få en offentlig ydelse som efterløn, seniorpension og folkepension. Akademikerne med de største pensioner bliver længst på arbejdsmarkedet af alle,« siger vicedirektør Jan V. Hansen, Forsikring & Pension.

