Storbank forudser hamstring af bestemt type bil
Den 1. januar 2024 stiger afgifterne på el- og plugin-hybridbiler. Det vil sætte en hamstringseffekt i gang, lyder vurderingen.
Kan du huske, da der blev hamstret toiletpapir i de tidlige dage af coronakrisen?
Nu forudser økonomer, at der her i efteråret vil blive hamstret noget helt andet og dyrere i Danmark. Nærmere bestemt plugin-hybridbiler.
Årsagen er, at der sker markante afgiftshop i Danmark på især plugin-hybriderne fra nytår. Som led i en politisk aftale fra 2020.
»Det kan lede til en hamstringseffekt hen over efteråret, mens det til gengæld kan reducere efterspørgslen ind i 2024,« skriver Jan Størup Nielsen, chefanalytiker i Nordea, i en ny økonomisk prognose for Danmark og de andre nordiske lande.
I en uddybende kommentar til Finans forklarer Jan Størup Nielsen, at de seneste års bilsalg har bevist, at ændringer af afgifter har en stor effekt på forbrugernes adfærd.
»Derfor vil der formentlig være mange af dem, der gerne vil have en hybridbil, som sørger for at få købt, inden afgiftsstigningerne træder i kraft,« skriver Nordeas chefanalytiker i en uddybende kommentar.
Markedets bedst sælgende plugin-hybridbil, Ford Kuga ST Line, vil fra den 1. januar 2024 blive 15.000 kr. dyrere i afgifter, viser beregninger fra FDM.
Det får FDM’s forbrugerøkonom, Ilyas Dogru, til at erklære sig enig med Nordea i, at en hamstringseffekt af plugin-hybridbiler kan ske i løbet af efteråret.
»Vi så i de forgangne år, at importørerne bestiller mange biler hjem og kører kampagner på dem, så de kan indregistreres inden årsskiftet og dermed undgå afgiftsstigningerne. Det gjaldt især populære plugin-hybrider som Ford Kuga. Men da afgiften stiger højere for de dyre, kan der også være en effekt på de dyre plugin-hybrider,« skriver han i en mail.
Ilyas Dogru hæfter sig dog også ved, at interessen for plugin-hybridbiler er faldende grundet både prisen og udviklingen for elbiler.
Derfor er han spændt på at se hamstringseffektens størrelse på plugin-hybriderne.
Hamstringen er i hvert fald endnu ikke indtruffet på det danske bilmarked. De Danske Bilimportørers nyeste tal fra august viser, at der blev nyregistreret 33 pct. færre Ford Kuga-biler i Danmark i forhold til samme måned sidste år.

