Højere vurdering af boliger: Disse boligejere slipper alligevel billigere
Både ejendomsværdiskat og grundskyld skal opkræves via årsopgørelsen.
Der er ingen grund til at gå i panik, selv om vurderingen af ens bolig bliver højere. Satserne for boligskat sænkes nemlig markant, og det såkaldte forsigtighedsprincip betyder, at regningen ikke bliver så stor.
»Det er vigtigt at huske, at 4 ud af 5 boligejere kommer til at betale mindre i skat end nu, og sænkningen af satserne får stor betydning,« fastslår Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom hos Nordea Kredit.
Alle boligejere betaler to typer boligskat: Ejendomsværdiskat og grundskyld. Boligskatterne beregnes som en procentdel af den seneste offentlige ejendomsvurdering.
Men inden skatterne beregnes, trækkes der 20 pct. fra vurderingen. Det er et såkaldt forsigtighedsprincip, der skal tage højde for den usikkerhed, der altid vil være, når en ejendom skal vurderes.
Det betyder altså, at hvis ens bolig vurderes til at være 2 mio. kr. værd, skal der trækkes 20 pct. svarende til 400.000 kr. fra. Dermed bliver beskatningsgrundlaget 1,6 mio. kr.
I 2024 bliver skattesatsen på den almindelige ejendomsværdiskat næsten halveret, da den falder fra 0,92 til 0,51 pct.
I dag betaler ejerne af de dyreste huse en højere ejendomsværdiskat af den del af boligens værdi, der ligger over 3,04 mio. kr.
Næste år 2024 stiger grænsen - den såkaldte progressionsgrænsen - til 9,2 mio. kr. Denne takst halveres også fra 3 til 1,4 pct.
Grundskylden bliver beregnet som en promille af ejendommens grundværdi – altså hvor meget grunden er vurderet til at være værd i ubebygget stand.
I 2024 bliver grundskyldspromillen sat ned i alle kommuner. I øjeblikket er den gennemsnitlige grundskyldspromille ifølge Vurderingsportalen 27 promille svarende til 2,7 pct. Den bliver sat ned til 7,4 promille svarende til 0,74 pct. i gennemsnit.
Hidtil er det kommunerne, der har opkrævet grundskyld. Med de nye skatteregler bliver hele opkrævningen af boligskat samlet i staten. Det betyder, at grundskylden fra 2024 bliver opkrævet via årsopgørelsen i stedet for via en særskilt opkrævning fra kommunen.
»Det er forståeligt, at der er en del usikkerhed, selv efter at de foreløbige vurderinger er sendt ud. Det vil tage tid, men jeg tror, det landet rigtigt i den sidste ende,« siger Lise Nytoft Bergmann.



