Realkreditten blæser på de nye vurderinger
På et punkt vil de nye vurderinger dog påvirke boligkøbere fra næste år.
For langt de fleste er boligen blevet mere værd i de udskældte foreløbige vurderinger. Men det betyder ikke, at friværdien er steget. Ingen af de store udbydere af boliglån vil skele til de nye, foreløbige 2022-vurderinger, når de vurderer, hvad en bolig kan sælges til. Til gengæld påvirker vurderingerne bedømmelsen af boligkøbernes økonomi.
»Vurderingerne får ikke nogen betydning for vores kreditgivning. Det hverken er eller bliver Skats vurdering af ejendomme, der er udgangspunktet for belåning eller kreditgivning. Lovgivningen kræver, at vi selv værdiansætter ejendommene,« skriver direktør Carsten Tirsbæk Madsen, Jyske Realkredit, i et svar.
Langt de fleste boligejere er blevet rigere på papiret med de nye, foreløbige 2022 vurderinger. Og det betyder, at boliggælden for de fleste kommer til at udgøre en mindre del af boligens offentlige værdi.
Men ifølge realkreditselskaberne er det spild af tid at forsøge at bruge den tilsyneladende større friværdi til at skaffe sig bedre vilkår - måske en lavere bidragssats, måske en omlægning, så banklånet kommer ind under realkreditlånets 80 pct. belåning.
Totalkredits adm. direktør, Pernille Sindby, afviser, at bidragssatsen i Totalkredit påvirkes af hverken nye eller gamle ejendomsvurderinger.
»I Totalkredit foretager vi vores egne ejendomsvurderinger, som laves, når lånet optages. Vurderingen danner grundlag for optagelse af lånet og for beregning af, hvor meget den enkelte skal betale i bidragssats,« skriver Pernille Sindby i en mail.
Morten Boni, direktør for Nordea Kredit, understreger, at kundernes ejendomme ikke pludselig er blevet mere værd.
»Det er markedskræfterne og ikke de offentlige ejendomsvurderinger, der bestemmer værdiansættelsen af en ejendom. De nye ejendomsvurderinger er et forsøg på mere retvisende beskatning af ejendommen, men det ændrer ikke ved vores kreditpolitik – dog vil en kundes budget ved køb/overtagelse af en ejendom efter 1. januar ’24 være beregnet på baggrund af den foreløbige ejendomsvurdering for 2022,« siger Morten Boni.
I Realkredit Danmark bekræfter chefen for rådgivning og produkter Christian Hilligsøe Heinig, at der næste år vil blive taget udgangspunkt i de foreløbige 2022-vurderingers udgifter til ejendomsværdiskat og grundskyld ved udregning af køberens rådighedsbeløb.
Det kan både være en god og dårlig nyhed. Trods de højere vurderinger falder boligskatten for de fleste, der køber i det nye år. Men i nogle af de dyre områder vil de nye boligskatter gøre det sværere at købe, fordi skatten stiger.
»Det er jo det officielle beskatningsgrundlag. Vi kan ikke tage forskud på, om man får medhold i en evt. klage – eller forventninger om, at værdien nedsættes til et givent beløb med færre udgifter til følge.,« forklarer Christian Hilligsøe Heinig.
Men de foreløbige 2022-vurderinger kommer heller ikke til at betyde noget for Realkredit Danmarks vurdering af boligens værdi
»Vores egne vurderinger er udtryk for den aktuelle markedsværdi set med vores øjne. De nye foreløbige offentlige vurderinger dækker desuden værdien primo 2022 og er dermed snart to år gamle. De nye ejendomsvurderinger vil kun komme hvert andet år og vil derfor ikke være et udtryk for boligens aktuelle værdi,« siger Christian Hilligsøe Heinig.
Tanken bag de nye ejendomsvurderinger var ellers netop, at de skulle være mere markedsnære, så man som ejer blev beskattet af den aktuelle værdi.
Direktør Curt Liliegreen, Boligøkonomisk Videncenter, venter da også, at banker og realkredit med tiden i højere grad vil læne sig op ad den offentlige vurdering, uanset hvad de siger nu.
»Den finansielle sektor er konservativ, og lige nu er der ingen respekt om vurderingerne. Men når vi får de endelige vurderinger, og de over nogle år gradvist er kalibreret, må man forvente, at de i højere grad kommer til at danne grundlag for bankernes vurderinger af markedsværdien,« vurderer Curt Liliegreen.


