Fortsæt til indhold

Kun velhavere har råd: 8.000 danskere går på pension før tid

Det kræver en god økonomi at forlade arbejdsmarkedet før tid, viser beregninger.

Hvis man har en drøm om at sige farvel til arbejdsmarkedet før pensionsalderen, risikerer man at få en permanent økonomisk bet. Arkivfoto: Tobias Nicolai
Privatøkonomi

Kun 8.000 danskere årligt bevilger sig selv pension før tid. De kommer alle fra velhaverkommuner, og det er der en god grund til.

Selv faglærte med solide indkomster risikerer at forringe deres levestandard ikke kun i perioden forud for folkepensionsalderen, men også efter.

Det viser beregninger fra Forsikring & Pension.

Alle pensionsselskaber anbefaler, at ens indtægt som pensionist udgør 80 pct. af den indtægt, man havde, da man var på arbejdsmarkedet. Det betegnes som ”dækningsgrad”.

Man behøver ikke bevare hele sin løn, fordi man ikke længere skal betale arbejdsmarkedsbidrag samt sparer en masse udgifter til bl.a. transport til og fra arbejde.

Udgangspunktet for beregningerne er en faglært medarbejder, der tjener 418.000 kr. og indbetaler 12 pct. af den løn alene til pension. Han eller hun er 25 år og begynder opsparingerne i år. Folkepensionsalderen er 73 år!

Ved at arbejde helt til folkepensionsalderen sikres et livrentedepot på 1,4 mio. kr. samt en aldersopsparing på 600.000 kr. Den sidste er skattefri.

Fem år før folkepensionen har den pågældende fået nok af arbejdsmarkedet og bevilger sig selvbetalt pension. I så fald er der to scenarier:

Trækkes der på aldersopsparingen i første omgang, vil dækningsgraden i de fem selvbetalte år være blot 54 pct. Derefter et dækningsgraden 63 pct.

Værre ser det ud, hvis man starter med at brænde livrenten af først. I så fald er dækningsgraden hele nede på 29 pct. i de fem år.

Bevægelsen går reelt i den modsatte retning. I juli var 77.513 danskere over folkepensionsalderen i beskæftigelse, viser tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Det er en stigning på 1.150 siden januar og første gang siden 2018, at antallet af danskere over folkepensionsalderen, der arbejder, er steget i den periode.

Årsagen til, at flere bliver på arbejdsmarkedet, er, at det er blevet langt mere økonomisk fordelagtigt i form af lettelser og skattefrie præmier.

Artiklens emner
Pension
Folkepension