Ekstra fradrag batter: Danskere sparer milliarder på pensionerne
Lønmodtagere med 15 år eller mindre til pensionsalderen får størst gevinst af ekstra fradrag.
Mange lægger formentlig ikke mærke til det, for fradraget trækkes automatisk. Men det ekstra pensionsfradrag begynder for alvor at batte, viser nye tal.
Danmarks Statistik har netop offentliggjort nye tal for danskernes indkomster og fradrag for 2022, og de viser, at vi danskere får milliarder i fradrag for at indbetale til pension.
Det ekstra pensionsfradrag blev indført i 2018 og gør det billigere at spare op. Samlet er der givet ekstra pensionsfradrag i 2022 for næsten 21,8 mia. kr.
Besparelsen siden 2017 er 17 pct.
»Værdien efter skat af det ekstra pensionsfradrag svarer til, at det er blevet 5,5-5,6 mia. kr. billigere at spare op til pension for danskerne,« fastslår Danicas cheføkonom Mads Moberg Reumert i en kommentar til de nye tal.
At flere får en ekstra gevinst på pensionen er væsentligt, mener Mads Moberg Reumert. Blandt andet fordi 4 ud af 10 ikke sparer tilstrækkeligt op til at kunne opretholde levestandarden, når de bliver pensionister. Det hjælper det ekstra fradrag på.
Man får automatisk ekstra pensionsfradrag af de første 77.900 kr., man indbetaler. Fradraget er forskelligt alt efter, om man har mere eller mindre end 15 år til folkepensionsalderen.
For personer med mindre end 15 år til pension udgør det maksimale fradrag knap 25.000 kr., svarende til 6.380 kr. efter skat.
For personer med længere tid til folkepensionsalderen er det maksimale fradrag på knap 9.350 kroner svarende til knap 2.400 kr efter skat.

