Fortsæt til indhold

Hver 4. boligejer har endnu ikke ramt rentemuren - men det kommer

De hastigt stigende renter har fordoblet de gennemsnitlige renteudgifter for husholdningerne siden starten af året.

Netop offentliggjorte tal fra Nationalbanken viser, at den gennemsnitlige husholdnings renteudgifter rundede 2,1 mia. kr. i august. Det er en fordobling i forhold til starten af 2022. Foto: Jonathan Bjerg Møller
Privatøkonomi

Selv om renten er steget kraftigt, så har hver 4. boligejer endnu ikke mærket stigningerne, viser tal fra Nationalbanken.

Det er de boligejere, der har variable lån i deres bolig og som for hovedpartens vedkommende skal refinansieres ved årsskiftet. Her vil de typisk opleve en stigning i renten fra ca. 0 pct. til ca. 4 pct.

Det drejer sig om lån for i alt 464 mia. kr., hvor renten blev fastsat for mere end et år siden.

Husholdningernes renteudgifter rundede 7,3 mia. kr. i august, og det er noget nær en fordobling i forhold til starten af året, hvor de månedlige renteudgifter lå på knap 4 mia. kr., skriver cheføkonom Tore Stramer fra Dansk Erhverv i en kommentar til de nye tal fra Nationalbanken.

»Det er en markant fremgang, der viser, at de hastigt stigende renter i den grad har bidt sig fast i mange danskeres husholdningsbudget. Ser vi fremad, så er der udsigt til at danskernes renteudgifter vil stige yderligere ind i 2024,« skriver Tore Stramer.

Han mener, at de stigende renteudgifter vil lægge en dæmper på privatforbruget i den kommende tid.

»Dertil vil de markant højere renter i kombination med de øgede boligskatter på særligt dyrere boliger lægge et pres på boligmarkedet i særligt hovedstaden. En større nedadgående priskorrektion på hovedstadens boligmarked kan bestemt ikke udelukkes efter årsskiftet,« mener han.

Han slår dog fast, at husholdningerne umiddelbart har en fornuftig økonomisk buffer til at imødegå de markant højere renter.

Dertil er boligejernes friværdi generelt steget pænt over en årrække.

»Når det er sagt, så vil der være låntagere, der vil opleve de stigende renter som en stor økonomisk byrde. Særligt hvis vi i den kommende periode ser ind i en mere tydelig afmatning med stigende ledighed og et øget antal konkurser,« skriver Tore Stramer.

NB: I forhold til en tidligere version er tallene for renteudgifterne i 4. afsnit korrigeret.

Artiklens emner
Boligmarked
Dansk Erhverv