Rammer 800.000 elkunder: Norlys-ejede N1 tager ny prismodel i brug fra årsskiftet
Målet er at undgå voldsomme investeringer i elnettet ved at lokke med en økonomisk gulerod, forklarer Norlys-ejede N1 om en ny prismodel. Men samtidig advares om faren for en større elregning.
En forskel på op til 800 pct. for at have strøm i stikkontakten. Det er virkeligheden for 800.000 elkunder i elnetselskabet N1, når det Norlys-ejede firma tager en ny prismodel i brug.
Prismodellen kaldet tarifmodel 3.0 indføres den 1. januar og ændrer på prissætningen af den såkaldte nettarif, som er N1-kunders betaling for driften af lokale elnet.
Hidtil har N1-kunder betalt en høj nettarif i vinterperioden oktober-marts, hvor det har kostet ekstra at have strøm i stikkontakten i tidsrummet kl. 17-20. Resten af året har nettariffen været den samme.
Det slutter nu. Den nye prismodel betyder, at N1 fremover opkræver tre forskellige nettariffer, alt efter hvornår på døgnet der tændes på stikkontakten. Samtidig indføres der som noget nyt variable nettariffer både sommer og vinter.
»Vi vil gerne undgå, at kunderne skruer op for elforbruget i tidsrummet kl. 17-21, da det vil presse vores elnet og kræve meget voldsomme investeringer,« forklarer Carsten Bryder Thejls, adm. direktør i N1, om den nye prismodel, som f.eks. Andel-ejede Cerius og Radius Elnet allerede har taget i brug.
Brugen af variable nettariffer året rundt forklares med et forsøg på at motivere elkunderne med både gulerod og pisk til at flytte rundt på elforbruget.
»Det er vores erfaring, at ret meget af elforbruget faktisk kan flyttes,« siger Carsten Bryder Thejls og nævner som eksempel brug af vaske- og opvaskemaskinen og opladning af elbiler.
Men der er også forbrug, som ikke kan flyttes i en almindelig hverdag?
»Det er selvfølgelig også de overvejelser og det dilemma, vi har været inde over, inden vi tog beslutningen om at skifte til den nye prismodel,« siger N1-topchefen.
Han nikker samtidig til, at der er stor forskel på at betale 0,11 kr. i nettarif om natten og 0,99 kr. kl. 18.
»For den enkelte husstand kan det, hvis de ikke flytter strømforbruget, føre til en højere elregning,« siger Carsten Bryder Thejls, men tilføjer, at der også er besparelser at hente, hvis man altså flytter elforbrug til billigere timer.
Uanset om elkunderne flytter rundt på forbruget, vil den nye prismodel ikke forgylde N1-kassen, forsikrer eldirektøren.
»Vi kommer ikke til at tjene en eneste krone ekstra på den her model,« siger han.
Han forklarer meldingen med, at N1-indtjeningen er underlagt regler fastsat af Forsyningstilsynet, som betyder, at indtjeningen altid modsvarer nødvendige N1-investeringer, afskrivninger og forrentning af de samlede investeringer.
Omvendt håber Carsten Bryder Thejls, at den nye prismodel formår at få N1-kunderne til at flytte rundt på forbruget svarende til, at N1 sparer investeringer i elnettet på 250-300 mio. kr.
»Det er mange penge, og det er jo penge, som kunderne over en bred kam sparer,« siger han.
Hvordan tror du, at den nye prismodel bliver modtaget?
»Vi er selvfølgelig spændt på modtagelsen. Men vi er godt klar over, at der vil være nogen, som ser det her som en ekstra udgift. Derfor skal vi være grundige og tage opgaven med at forklare den nye model meget alvorligt,« siger Carsten Bryder Thejls.
I er ejet af kunderne. Har ejerne nikket til den nye prismodel?
»Vi er andelsejede, men vi er adskilt fra Norlys-koncernen (som huser det kundevalgte repræsentantskab, red.). Men vores bestyrelse, hvor der bl.a. sidder tre fra Norlys-repræsentantskabet, har enstemmigt godkendt det her,« siger N1-direktøren.
Trods jagten på en besparelse i næste års investeringsbudget venter N1, at den grønne omstillings stigende elforbrug betyder, at der næste år skal investeres lidt ekstra i elnettet i forhold til indeværende år. I 2023 ventes regningen at nå i nærheden af 1,3 mia. kr. I 2022 investerede N1 godt 900 mio. kr. i elnettet.


