Priserne på amerikanske boliger har ikke været højere siden 1984
Det er ikke bare dyrt at købe bolig i USA i de her måneder og år. Det er uoverkommeligt dyrt for rigtig mange.
Det er ikke bare dyrt at købe bolig i USA i de her måneder og år. Det er uoverkommeligt dyrt for rigtig mange.
Faktisk er det generelle prisniveau på boliger så højt, at det ikke har været sværere for en amerikaner at få råd til at eje en bolig i de seneste 39 år. Vi skal helt tilbage til 1984, hvor præsidenten i USA hed Ronald Reagan og Den Kolde Krig rasede for at finde et lignende pristryk på boligmarkedet.
Den almindelige amerikaner er ramt af noget nær den perfekte storm, hvor både energipriser, fødevare- og detailpriser samt andre lånerenter er steget voldsomt.
Når det så rammer samtidig med, at de generelle boligpriser på tværs af landet er høje og renten ligeså, skaber det en giftig priscocktail for de fleste, viser en undersøgelse lavet af virksomeheden Intercontinental Exchange (ICE), der bl.a. ejer Børsen på Wall Street i New York.
Dermed er det næsten 40 år siden, at de faste udgifter til boligen tog så markant en del af den disponible månedsindkomst. Alene den seneste måned er andelen steget med 0,4 pct.
Andelen af hvor stor en del af budgettet, boligudgifterne udgør, er steget i en lodret kurve. Hvor den de seneste 35 år har ligget på under 25 pct., så er andelen i dag steget til 41 pct.
»Situationen var allerede alvorlig,« skriver Andy Walden, ICE’s vicepræsident, i rapporten med henvisning til, at de seneste renteforhøjelser kun har gjort situationen endnu værre.
Den faste rente på boliglån i USA er nu oppe på 7,76 pct., hvilket er langt fra rentesatsen før corona-epidemien på 3,8 pct. eller den rente, der herskede i 2020/21, som lå helt nede omkring 2,7 pct.
Udviklingen betyder ifølge CNN, at flere potentielle huskøbere - og især førstegangskøbere - tvinges væk fra ejerboligmarkedet og over i lejeboligmarkedet, som igen medfører, at folk mister vigtig opsparing i form af øget friværdi.
Pt. er de gennemsnitlige månedlige udgifter for en bolig til en værdi af godt 3 mio. kr. næsten 23.000 kr., og det er eksklusiv skatter, forsikring og andre afgifter. Samtidig skal man ofte lægge 20 pct. af boligens værdi i udbetaling.
Ifølge selskabet S&P CoreLogic Case-Shiller steg boligpriserne i august til rekordhøjder, hvilket bl.a. hænger sammen med de massive lønstigninger, mange amerikanere har mærket på op til 37 pct. fra 2019 til 2022, viser tal fra den amerikanske centralbank.


