5 pct.-lånet tæt på at lukke: Derfor er det godt nyt for flekslånerne
Det kan være slut med 5 pct.-lånet inden weekenden, vurderer cheføkonom.
Med en kurs helt oppe i 99,5 er 5 pct.-lånet tæt på at lukke. Det er gode nyheder - især for boligejere eller købere, der vil have flekslån.
Så længe 5 pct.-lånet er toneangivende, skal en flekslåner godkendes, efter om han eller hun kan betale et lån på 6 pct. med afdrag. Der lægges altid 1 pct.-point oveni det toneangivende lån, når man kreditvurderer en flekslåner.
Når eller hvis 4 pct.-obligationen bliver toneangivende, skal flekslånere altså kun godkendes efter at kunne betale en rente på 5 pct.
Det er til en vis grad op til realkreditinstitutterne selv at afgøre, hvilket lån man vil kreditvurdere efter. Men hvis 5 pct.-lånet runder kurs 100, giver det sig selv.
Rentefaldet kan påvirke boligmarkedet positivt, mener Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank. Han henviser til, at huspriserne allerede er steget de seneste otte måneder i træk og lejlighedspriserne de seneste syv måneder.
Det er vel at mærke i en periode, hvor renterne blot har holdt sig i ro. Nu falder renterne igen.
I løbet af onsdag har kursen på 5 pct.-lånet været helt oppe i 99,8, men er altså faldet lidt tilbage. Det kan ikke udelukkes, at det lukker allerede i denne uge, mener Sydbanks cheføkonom Søren Kristensen.
»Hvis kursen fortsætter op i det tempo, vi har set i den seneste tid, vil det ske inden weekenden,« skriver han i en kommentar til kursudviklingen.
Han venter ikke de helt store rentefald de kommende år, men mindre kan også gøre det. Faktisk kan der åbne sig et nyt konverteringsvindue af de mere spekulative.
For de boligejere, der allerede sidder med et 5 pct.-lån, er det ikke på nuværende tidspunkt fordelagtigt at konvertere ned til 4 pct.- lånet, men hvis udviklingen fortsætter, kan det hurtigt komme i spil,« vurderer han.
Hos Realkredit Danmark vil man ifølge cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig endnu ikke anbefale et 4 pct.-lån. 5 pct.-lånet beskytter mod kurstab, og obligationsserien bag er så stor nu, at risikoen for indlåsningseffekt er meget lille.
»Endelig vurderer vi også, at konverteringsoptionen – altså at man altid kan indfri til kurs 100 – kan blive relevant de kommende år, hvor der kan opstå en mulighed for at omlægge til lavere rente,« siger Christian Hilligsøe Heinig.
5 pct.-lånet med 10 års afdragsfrihed har også nydt godt af rentefaldet. Kursen på lånet ligger lige akkurat under 99.
Også for de 20-årige lån er der udsigt til skiftedag. 5 pct.-lånet er kun 0,25 kurspoint for at runde 100, og 4 pct.-lånet ligger i en flot kurs lige under 97.

