Fortsæt til indhold

Nu lukker 5 pct.-lånene på stribe

Afgørende for boligmarkedet er det toneangivende 30-årige lån med afdrag.

De seneste uger har været gode rentemæssigt for boligejere og købere. Arkivfoto: Jens Dresling
Privatøkonomi

5 pct.-lånene lukker nu på stribe. Tirsdag blev det 30-årige 5 pct.-lån med afdrag fjernet fra Nordea Kredits kurslister.

Også de 20-årige lån holder skiftedag.

Afgørende for boligmarkedet er det toneangivende 30-årige lån med afdrag. I et stykke tid har renten været 5 pct. Når dette lån forsvinder, overtager 4 pct.-lånet scenen. Både hos Nordea Kredit og Totalkredit blev obligationerne bag 5 pct.-lånet tirsdag handlet til en kurs over 100.

Det gælder også gennemsnitskursen, der afgør, om en obligation åbner eller lukker. Nu bliver det lettere at blive kreditgodkendt til køb af bolig. For flekslånerne især er det godt nyt, da de kreditvurderes efter renten på det toneangivende lån plus 1 pct.-point. Hidtil har de altså skullet godkendes efter en rente på 6 pct.

De nye 4- pct.-lån ligger i flotte kurser. Således kan man få et 30-årigt af slagsen til en kurs over 96. På det 20-årige har kursen rundet 97.

De seneste uger har været gode for alle der har planer om at købe eller lægge lån om. Foruden lån med fast rente er fleksrenterne også faldet markant. Både F3- og F5-lånet er tæt på 3 pct.

At ikke alle 5 pct.-obligationer har rundet kurs 100, skyldes, at der er forskel på realkreditinstitutternes kurser, men de ligger meget tæt.

Artiklens emner
Boliglån
Flekslån