Mike Jepsen tager ingen chancer med rustbeskyttelse af sin Tesla
Som et af de eneste bilmærker bortfalder dele af garantien på en Tesla, hvis ejeren får den rustbeskyttet. Alligevel trodser både FDM og mange danske bilejere Teslas anbefalinger.
Mens Tesla går sin sejrsgang som det bedst sælgende bilmærke i Danmark, hersker der stor uvished blandt danske Tesla-ejere, om de må få deres nye bil rustbeskyttet, eller om de i så fald mister hele garantien på deres nye bil.
Tvivlen kommer tydeligst til udtryk på Facebook, der gløder med opslag og alenlange kommentarspor om emnet. Mens nogle mener, at man mister hele sine garanti, mener andre, at man trygt kan få sin bil rustbeskyttet, uden at det på nogen måde går ud over garantien.
En af de mange forvirrede nye Tesla-ejere er den 51-årige skoleleder Mike Jepsen fra Maribo, der også spurgte Facebook-folket til råds, da han skulle træffe en beslutning.

