Dårlig timing: Boligejere med dette lån skal stadig betale høj rente
Tidligst til sommer ventes renterne at blive sat ned. Det rammer det mest rentefølsomme realkreditlån.
Mange boligejere har brugt lånet som parkeringsplads, men P-afgiften ser ud til at blive høj. Boligejere med F-kort-lån kommer til at betale en rente, der er væsentlig højere end på andre rentetilpasningslån.
F-kort-renten forventes at lande på ca. 4 pct. pr. 1. januar. Det vil være en stigning på ca. 1 pct.-point i forhold til nytår 2023. For halvandet år siden var F-kort-renten stadig negativ.
Dermed bliver lånet klart dyreste rentetilpasningslån. Selv F10-renten er hele 1 pct.-point lavere.
Samlet er et lån på 1 mio. kr. med afdrag blevet ca. 14.000 kr. dyrere om året, når der er taget højde for rentefradraget, sammenlignet med da renten stadig var under nul i første halvår 2022. Er lånet afdragsfrit, er ekstraudgiften 30.000 kr.
»Det er en merregning, der kan mærkes – og det kommer altså formentlig først til at blive billigere til sommer, men på ingen måde lige så billigt som for halvandet år siden,« vurderer Svend Greniman Andersen, der er seniorøkonom hos Totalkredit.
Både den amerikanske og den europæiske centralbank holdt renten i ro i denne uge og signalerede, at renten kan falde næste år - muligvis flere gange. Den udvikling har smittet af på de danske boligrenter, der er faldet markant. Således er både F3- og F5-renten nu nede under 3 pct. for første gang i månedsvis.
Men F-kort-lånet nyder ikke godt af det.
»For boligejere med lån, der får ny rente hvert halve år, er investorernes forventning om rentenedsættelser til næste år desværre kun fugle på taget. Med meldingen om uændrede renter kan de godt skyde en hvid pind efter en lavere rente, når den fastsættes på ny til nytår,« lyder den triste melding fra Svend Greniman Andersen, der er seniorøkonom i Totalkredit.
Næste rentebevægelse bliver med al sandsynlighed nedad. Inflationen falder hurtigere end ventet i den skrantende europæiske økonomi, og det får ifølge Svend Greniman investorerne på finansmarkederne til at forvente en rentenedsættelse allerede i løbet af 1. kvartal 2024.
»Den gode nyhed er, at når vi kommer frem til 1. juli næste år, og denne type boligejere skal have ny rente, er der udsigt til en lidt lavere rente. Det skyldes, at markedet regner med, at Den Europæiske Centralbank er godt i gang med at sætte renten ned i midten af næste år,« mener Svend Greniman.
F-kort-lånet går også under navnene FlexKort (Realkredit Danmark) og Kort Rente (Nordea Kredit).


