Risikabel boligspekulation: Så lang tid går der, før skattereform slipper taget
Boligskattereformen vil påvirke salg og priser i de store byer i flere år. Først i løbet af en årrække fortoner effekterne sig.
Med prisstigninger på 10 pct. på et år skiller det københavnske ejerlejlighedsmarked sig for alvor ud fra det øvrige boligmarked. Spekulation i at købe, før den nye skattereform træder i kraft, er hovedårsagen, og det kan få alvorlige konsekvenser for visse købere.
Advarslen kommer fra Nykredits chefanalytiker Mira Lie Nielsen på baggrund af de seneste salgs- og pristal fra Boligsiden.dk.
»Køberne har tilsyneladende slået til for at sikre sig en skatterabat, inden boligskatterne står til at stige markant ved køb efter nytår. Der er foregået en form for hastekøb- og salg af boliger, og det har skubbet priserne kraftigt op på kort tid,« mener Mira Lie Nielsen.
Tiden er dog ved at rinde ud for køberne, og der har været færre handler af lejligheder i København i forhold til oktober.
Den voldsomme spekulation er bekymrende, mener Mira Lie Nielsen. For skal en nyslået lejlighedsejer sælge efter relativ kort tid, risikerer han eller hun et stort tab.
»Når de højere skatter om lidt rammer køberne, vil boliger med de højeste skatterabatter skulle falde meget i pris for at kunne sælges, og så kan man altså risikere at stå med håret i postkassen ved at have købt til høj pris nu og ikke helt fået gennemtænkt beslutningen,« fastslår Nykredits Mira Lie Nielsen.
Et boligkøb skal først og fremmest foretages for at opfylde et boligbehov og ikke med ønske om at score en besparelse for få år. Som køber i det nuværende ejerlejlighedsmarked er det endnu vigtigere end normalt at tænke langsigtet og sikre sig, at boligen passer bedst muligt mange år ud i fremtiden, mener Nykredits chefanalytiker.
»Skal en bolig med stor skatterabat først sælges om måske fem eller ti år, så er den turbulens som overgangen til de nye boligskatteregler overstået, og der er helt andre ting, som påvirker markedet,« vurderer Mira Lie Nielsen.


