Højeste rente nogensinde for dette lån: 200.000 boligejere har fået regningen
Da renten var lavest på det mest rentefølsomme boliglån, blev den fastsat til -0,31 pct., i dag er den oppe på 4,12 pct.
Hver 7. boligejer fik fredag renteregningen for det næste halve år. Det svarer til 200.000 boligejere, og de kommer til at betale en rente på over 4 pct. Det er stort set det samme som nu, men Kort Rente-lånet, som der er tale om, er nu det suverænt dyreste rentetilpasningslån.
Renten på F3- og F5-lånene ligger omkring 2,7 pct.
Et Kort Rente-lån på 1 mio. kr. med afdrag kommer til at koste 4.180 kr. til 4.250 kr. om måneden efter skat afhængig af, hvornår lånet er optaget. Er lånet uden afdrag, bliver den månedlige ydelse efter skat 2.930 kr.
En rente over 4 pct. er højeste niveau nogensinde på Kort Rente-lånet, siden det blev introduceret i efteråret 2013.
»Mange boligejere er derfor nødt til at reducere deres forbrug og leve for færre penge, end de er vant til,« fastslår Lise Nytoft Bergmann, der er chefanalytiker i Nordea Kredit.
Da renten var lavest i 2. halvår 2019, blev den fastsat til -0,31 pct. i dag er den altså oppe på 4,12 pct.
Dengang tilbage i 2019 kostede det kun 3.206 kr. om måneden at låne 1 mio. kr. Et tilsvarende lån uden afdrag kunne nærmest ikke mærkes i det månedlige budget med en ydelse under 500 kr. efter skat.
Det betyder, at den månedlige ydelse er steget med 958 kr. siden bunden for lån med afdrag og med 2.449 kr. for lån uden afdrag. For et lån uden afdrag svarer det altså til, at ydelsen nu er seks gange så høj som på rentebunden i 2. halvår 2019.
Renten er steget kraftigt de seneste år, og det er ærgerligt for boligejere, der har valgt en variabel rente på realkreditlånet, mener Lise Nytoft Bergmann.
»Det er dog vigtigt at huske på, at de variabelt forrentede lån også har haft deres storhedstid, og at de var en guldgrube for boligejerne i størstedelen af 10’erne. Trods den stigende rente kan mange boligejere derfor forsat være godt tilfredse med deres lånevalg,« vurderer Nordea Kredits chefanalytiker.

