Fortsæt til indhold

Andelsboligejere står over for markante skattestigninger: Men de kan ikke kontrollere, om de er berettigede

Nye offentlige vurderinger af andelsboligers grundværdi overstiger i tre af fire tilfælde foreningens valuarvurdering ifølge ny undersøgelse fra revisionshuset BDO.

Det er især andelsboliger i København og på Frederiksberg, som står over for store stigninger i grundværdien.
Privatøkonomi

Bor du i andelsbolig? Hvis ja, risikerer du snart at skulle betale mere i grundskyld.

Men det er begrænset, hvad du kan gøre for at kontrollere, om din skattestigning er berettiget.

Sådan lyder bekymringen fra revisionshuset BDO, som kritiserer nye offentlige vurderinger for at skade andelsboligejernes retssikkerhed.

»Der er mange historier om forkerte vurderinger, og det burde ud fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt være muligt for andelsboligforeningerne at kontrollere, om den værdi, de skal beskattes efter, er nogenlunde sandsynlig,« siger Henning Boye Hansen, chefkonsulent i BDO, og tilføjer:

»I værste fald kommer de til at betale grundskyld af en værdi, som de ikke kan kontrollere.«

Med udgangspunkt i vurderingerne, der kom lige før årsskiftet, har BDO undersøgt, hvordan de harmonerer med andelsboligforeningernes valuarvurdering. Vurderingen bruges af andelsboligforeninger til at fastsætte værdien af foreningen samt ejendommen, og den er gældende i 18 måneder.

271 ejendomme er blevet undersøgt, og i tre af fire tilfælde sætter myndighederne en højere grundværdi, end valuarvurderingen anslår, for boligen og grunden til sammen.

»Til vores overraskelse viste det sig, at de grundværdier, som andelsboligejerne skal betale grundskyld af, ligger langt over den samlede markedsværdi af ejendommen,« siger Henning Boye Hansen.

De nye vurderinger betyder, at ejere af en andelsbolig lige nu kan se frem til en højere skattebetaling. Det har flere formentlig regnet med, fordi området i flere år har været underbeskattet, tilføjer Henning Boye Hansen.

Men for mange vil grundskylden stige mere og hurtigere end forventet. BDO har et regneeksempel for en andelsboligforening i en sjællandsk provinsby. Dens beløb til grundskylden vil allerede om tre år – i 2027 – været steget med mere end 100 pct. Selvom der ifølge BDO er tale om et specielt tilfælde, er det stadig forventningen, at flere andelsforeninger vil stå over for »ikke-ubetydelige« skattestigninger.

Tilbage står stadig problemet, om den hurtige stigning er berettiget, understreger Henning Boye Hansen.

Sidste år haglede kritikken ned over nye ejendomsvurderinger, hvor danskere opdagede, at de længe ventede vurderinger af deres ejerboligerne var skæve og højere end boligens salgsværdi.

Andelsboligejernes problem adskiller sig dog fra boligejerne, påpeger Henning Boye Hansen. For boligejerne har mulighed for at sammenligne med, hvad andre lignende boliger og grunde sælges til.

Men en andelsforening kan kun læne sig op ad sin valuarvurdering, når den skal vurdere sin værdi. Netop derfor står de tilbage med en svækket retssikkerhed, mener Henning Boye Hansen, som samtidig langer ud efter politikerne:

»Andelsboligejerne er på herrens mark,« siger han og tilføjer:

»Det er på høje tid, at politikerne trækker håndbremsen i forhold til vurderingerne og genbesøger regelsættet. De skal forklare, om det virkelig kan være rigtigt, at man kan ende i en situation, hvor man ikke kan kontrollere det, man skal betale skat af.«

Det er især København – som er hjem for mange andelsforeninger – og Frederiksberg, som bliver ramt af højere grundværdi. I forbindelse med de skæve ejendomsvurderinger blev det bl.a. fremhævet, at det skyldes, at det er det fulde potentiale for grunde og boliger, der blev vurderet.

Arealer i det eftertragtede hovedstadsområde kan ganske rigtigt være dyre. Men myndighederne skylder stadig at fremlægge, hvordan de kommer frem til den høje værdi, lyder det fra BDO.

»Hvis det virkelig er rigtigt, burde andelsboligforeningerne nedlægge sig selv, rive ejendommen ned og sælge grunden. For hvis det er rigtigt, at de har det potentiale, ville de kunne tjene rigtig mange penge på at rive bygningen ned og finde et andet sted at bo,« siger Henning Boye Hansen.

Artiklens emner
Andelsboliger
Boligbeskatning