Boligøkonom advarer mod spekulation: F3-lånet er undervurderet
Spekulation i rentefald kan blive en dårlig forretning for boligejerne. Det er langt fra sikkert, at renterne falder så meget, som markederne regner med.
Trafikken mod de helt korte flekslån har været ensrettet de seneste mange måneder. Lån med allerhøjeste renterisiko er dominerende igen, og det kan koste dyrt, mener Mikkel Høegh, der er afdelingsdirektør i Jyske Realkredit.
Det drejer sig om både F1- og F-kort-lånet. Det sidste får ny rente hvert halve år. Trafikken skyldes primært en forventning om, at renterne vil falde i løbet af i år.
Tror man på det, giver kort rentebinding mening. Vælger man et F5-lån eksempelvis, får man jo slet ikke glæde af, at renterne falder før om fem år. Hvis de altså falder!
Derfor er det en spekulativ strategi, mener Mikkel Høegh. F3-lånet en bedre og billigere løsning.
»Står man i dag som ny boligejer, bør man vælge F3-lån. Her kan man få en rente til omkring 3 pct. F1 starter på 3,7,« siger Mikkel Høegh. F-kort-lånet er endnu dyrere frem til 1. juli med en rente på 4,2 pct.
»Renten skal godt nok falde meget de to sidste år af F3-lånets løbetid, før det tabte er indhentet,« mener han.
En anden ekstraomkostning ved F1-lånet er, at det får ny rente hvert år. Hver gang det sker, skal der betales 0,3 kurspoint i kursskæring. Det svarer til en ekstra rente på 0,3 pct.-point. F3-lånet refinansieres kun hvert tredje år.
»Det er en ekstra udgift, der kommer to gange ekstra ved at vælge F1 fremfor F3,« konstaterer Mikkel Høegh.
Han betegner selv sin rådgivning som »holdningspræget,« men han undrer sig samtidig over holdningen blandt obligationshandlerne verden rundt.
»Jeg kender umiddelbart ikke mange om nogen økonomer, der tror på så massive rentefald som obligationshandlerne. Jeg tror, de bliver skuffet.«
I øjeblikket handles obligationer i Europa til en pris, der indregner seks rentesænkninger i Europa i år. I flere banker har man efterhånden reduceret de forventninger til tre.


