Fortsæt til indhold

Netflix' nye våben virker: Prishop er på vej

Streaminggigantens kamp mod gratister bærer frugt, og nu varsler Netflix hævede priser.

Netflix har stor succes i øjeblikket. Bloomberg photo by Tiffany Hagler-Geard
Privatøkonomi

Netflix tog i 2023 for alvor kampen op mod gratister og brugerdeling uden for husstanden. En manøvre, der først førte til opstandelse og trusler om opsigelser fra abonnenter.

Men på bundlinjen står nu tilbage, at tiltaget mod brugerdeling har været en kæmpe sejr for Netflix.

30 millioner nye abonnenter kom til i fjor. Langt højere end forventningerne. Aktiekursen steg markant på udmeldingen.

»Forbuddet mod deling af adgangskoder har været en velsignelse for virksomheden. De (Netflix, red.) må fortryde, at de ikke gjorde det noget før,« skriver Ipek Ozkardeskaya, senioranalytiker fra banken Swissquote, i en kommentar.

Over for CNN har analytiker Jessica Reif Ehrlich fra Bank of America forklaret, at »det er blevet mere og mere klart, at Netflix har vundet streamingkrigen«.

Men hvad så med priserne på Netflix?

Jo, du kan såmænd godt gøre dig klar til at betale mere.

Det fremgår af det brev, som Netflix tirsdag aften sendte til aktionærerne og offentliggjorde på sin hjemmeside.

Man skal dog helt ned på side 6 for at finde nyheden om priserne under overskriften monetization - på dansk profitskabelse.

»Når vi investerer i og forbedrer Netflix, vil vi lejlighedsvis bede vores kunder om at betale lidt ekstra for at afspejle disse forbedringer,« skriver streaminggiganten i brevet.

Hvor prisstigningerne vil ramme geografisk, fremgår ikke af brevet.

Netflix har dog for vane at udbrede tiltag fra land til land, så alle ender med at blive påvirket af tiltaget.

Udover at varsle prishop kunne Netflix også fortælle i brevet, at den vil fjerne det billigste basisabonnement i flere lande, begyndende med Canada og Storbritannien i andet kvartal.

På verdensplan har Netflix 260 millioner betalende brugere og er dermed klart større end konkurrenter som Disney+ og HBO Max.

Netflix omsatte i fjor for godt 230 mia. kr. Det betød, at overskuddet steg med 20 pct. til 37 mia. kr.

Artiklens emner
Streamingtjenester
Netflix