Fortsæt til indhold

Nu får de regningen: Så meget koster rentespekulation

En F1-rente på 3,6 pct. er ikke rekord. Den er dog stadig høj i historisk perspektiv.

Flere og flere boligejere er klar til at løbe renterisiko. F1-lånet er igen det altdominerende flekslån. Arkivfoto: Jens Dresling
Privatøkonomi

Strømmen mod renterisiko fortsætter for fuld styrke, viser de foreløbige resultater af denne uges auktion over fleksobligationer.

Flekslån for i alt 90 mia. kr. skal have ny rente med virkning fra 1. april. Heraf udgør de rentefølsomme F1-lån 51 mia. kr. Renten på F1-lånene ligger omkring 3,6 pct. F5-renten ligger lige under 3 pct.

Stort set ingen F1-lånere har i denne omgang benyttet sig af muligheden for at skifte til lån med længere rentebinding. Boligejerne har dermed undladt at lade sig friste af de relativt lave renter på F3- og F5-lånene, konstaterer Svend Greniman Andersen, der er seniorøkonom hos Totalkredit.

Ekstraregningen for at vælge et afdragsfrit F1-lån frem for et F5-lån er 525 kr. efter skat, for hver mio. kr., der er lånt. Det belaster altså husholdningsbudgettet med 6.300 kr. om året.

Baggrunden for den frivillige ekstraregning er en forventning om, at renterne falder i løbet af det næste år.

Den forventning deles tydeligt af de investorer, der køber obligationerne. De opkøber nemlig i stor stil obligationerne bag F3- og F5-lånene. Dermed har de sikret sig en rente på ca. 3 pct. i henholdsvis tre og fem år. Interessen for at købe fleksobligationer med længere rentebinding er ved denne auktion markant højere end for at købe obligationer med kort rentebinding.

Bid-to-cover er 5. Det betyder groft sagt, at for hver obligation, der sættes til salg, er fem bydere.

Især F5-lånere har benyttet sig af lejligheden til at vælge rentefølsomme lån.

»Sat lidt på spidsen kan man sige, at det er mindre end hver tredje låntager, som har valgt at holde fast i sit F5-lån i forbindelse med rentetilpasningen,« mener Haris Coric, der er seniorøkonom hos Realkredit Danmark.

Mange har søgt ned mod F3-lånet. Det betyder, at F3-puljen er vokset ganske markant i forhold til den oprindelige mængde af F3-låntagere, konstaterer Haris Coric.

En F1-rente på 3,6 er ikke rekord. Det er dog stadig høje renter i historisk perspektiv, mener Brian Friis Helmer, der er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank.

»Vi skal tilbage til finanskrisens efterdønninger for at finde tilsvarende høje auktionsresultater,« fastslår han.

Forventningen er, at renterne vil falde i løbet af 2024. Det store spørgsmål er hvor hurtigt og hvor meget. Auktionerne slutter fredag, og de nye renter gælder med virkning fra den 1. april.

Artiklens emner
Boliglån
Flekslån