Du risikerer ekstraregning for din pensionsskat: Her er strafrenten 8 pct.
Danske Bank sender en renteregning af sted til de kunder, der ikke har betalt deres PAL-skat inden 1. marts. Hos Nordea opkræver man ikke den regning.
»Vi skriver til dig, fordi vi fra den 1. marts 2024 hæver overtrækskontoen fra 0 til 8 pct. på en række pensionsprodukter og aktiesparekonti.«
Sådan lød beskeden fra Danske Bank til bl.a. kunder med pensionsordning i slutningen af november. Hvis ikke de har betalt deres PAL-skat inden 1. marts, får de renteregningen. Den falder for de kunder, der sidste år fik et afkast på deres pensionsopsparing. Skattesatsen er 15,3 pct.
Problemet opstår, når der ikke er penge nok til at betale skatten på den kontantkonto, der er tilknyttet pensionen.
Hvert år giver den problemstilling anledning til diskussioner mellem bank og kunde. I skattemyndighedernes juridiske vejledning betegner man ovenikøbet problemstillingen som »konflikt«. I redegørelsen hedder det bl.a.:
»PAL tager ikke stilling til, hvornår et eventuelt overtræk skal være dækket ind. Den giver heller ikke pengeinstituttet bemyndigelse til at tvangssælge værdipapirer til dækning af underskuddet. Det er op til det enkelte pengeinstitut og kunden selv at løse denne konflikt.«
Skattemyndighederne vil altså ikke involvere sig i de uoverensstemmelser, der kan opstå, men åbner mulighed for, at bankerne kan beregne sig en rente, der svarer til bankens indlånssats. Men banken må gøre det endnu dyrere for sin kunde.
»Dog kan overtrækket forrentes efter aftale med penge- eller kreditinstituttet med en udlånsrentesats, der måtte være aftalt med det pågældende institut, fra det tidspunkt, hvor instituttet har gjort kontohaveren skriftligt opmærksom på overtrækket,« hedder det i den juridiske redegørelse.
Artiklen fortsætter under grafikken.
Danske Bank banker overtræksrenten fra 0 til 8 pct. med begrundelsen: »for at tilpasse os den generelle markedsudvikling«.
Det behov har konkurrenten Nordea ikke. I Nordea er der ikke overtræksrente på pensionskonti, oplyser banken i et skriftligt svar til Finans. Banken har dog samme udfordring med, at mange kunder ikke selv er opmærksomme på, at de positive afkast, de har haft på deres investeringer sidste år, udløser betaling af PAL-skat i januar.
»Derfor rækker vores rådgivere ud direkte, enten på telefon eller i net-/mobilbanken, til de kunder, hvor der måtte være overtræk på kontoen efter betaling af PAL-skat, for at gøre opmærksom på det. Det gør de for at sikre en god kundeoplevelse,« skriver Nordea i svaret.
PAL-skatten har udviklet sig til en guldgrube for staten. De seneste 10 år har pensionskunderne bidraget med ca. 350 mia. kr. i pensionsafkastskat til statskassen.
Opkrævning af PAL-skatten foretages af bankerne og pensionsselskaberne, der afregner med Skat. Kun hvis man beder om det, får man en specifikation fra det selskab, man har pensionsordningen i.


