Fortsæt til indhold

Selskabers fejl udløser skatteregninger for millioner til ansatte

På fem år har forkert indberetning til Skat fra store selskaber betydet samlede skatteregninger for 341 mio. kr. til medarbejderne.

Når virksomheder udbetaler løn, bonus og andre goder til deres medarbejdere, skal de indberettes til Skattestyrelsen. Men kontroller af store selskabers indberetninger af belønninger viser fejl, der siden 2019 har givet skatteregninger på ca. 341 mio. kr. til de ansatte. Foto: Thomas Borberg/ Polfoto.
Privatøkonomi

De fleste ansatte regner med, at deres arbejdsgivere indberetter løn, bonus og andre goder korrekt. Men det er langtfra sikkert i alle tilfælde.

Alene i 2023 har Skattestyrelsen sendt ekstraregninger til ansatte for 104 mio. kr. for manglende betalt skat efter fejl i indberetningerne til it-systemet eIndkomst.

Ser man over en femårsperiode, 2019-2023, har Skattestyrelsen foretaget 18.400 kontroller, hvor der blev fundet fejl, der betød en skatteregning på ca. 341 mio. kr. i alt til de pågældende selskabers ansatte.

De selskaber, der er udvalgt til kontrollerne, er blandt landets største koncerner, der har en omsætning på over 500 mio. kr. om året.

Selskaber i den størrelse har typisk skatteeksperter ansat, som dog ikke nødvendigvis har specialistviden om personskat. Derfor kan en intention om en belønning for en veludført opgave i sidste ende gå ud over selskabets ansatte, hvis ikke skatten indberettes korrekt, lyder det fra Skattestyrelsen i en analyse.

»I forbindelse med at vi har set nærmere på dette område, har vi fundet mange fejl i selskabernes indberetninger. Vi ser blandt andet også forskellige måder at belønne medarbejderne på fra selskabernes side. For eksempel i form af en bonus, der består af point, som kan indløses til luksusvarer i en onlinebutik. Men værdien af sofaer, luksusure eller andet skal også indberettes og beskattes, og regningen for denne type fejl ender i sidste ende hos medarbejderen,« siger fungerende selskabsskattedirektør Kim Tolstrup fra Skattestyrelsen i en pressemeddelelse.

Ifølge Skattestyrelsen har man forsøgt sig med en bred informationsindsats om de gældende regler på dette område.

Ud over den almindelige information på skat.dk og den direkte vejledning af selskaber, der f.eks. henvender sig telefonisk, har Skattestyrelsen også en dialog med de store erhvervsorganisationer, der hjælper med at formidle kendskab til reglerne til deres medlemmer.

»Indberetning af løn, bonus osv. var også på programmet, da Skattestyrelsen var vært for landets 100 største selskaber ved en stor skattekonference i november sidste år,« skriver Skattestyrelsen.

Skattestyrelsen har opgjort resultatet af sine kontroller af store danske koncerners indberetninger til it-systemet eIndkomst. Det er her, hvor alle arbejdsgivere indberetter løn, goder m.v., blandt andet til brug for medarbejdernes årsopgørelser.

»Det kunne tyde på manglende viden og forståelse af området, når vi kan finde fejl i fire af fem af de selskaber, hvor vi går indberetningerne af løn og bonusser efter. Derfor håber vi, at vi kan påvirke selskaberne til at opsøge mere viden, så de fremover kan indberette løn, bonus eller andre goder korrekt. For det er da ærgerligt, hvis man uforvarende giver en restskat til de medarbejdere, man egentlig gerne vil belønne,« siger Kim Tolstrup.

Hos Dansk Industri anerkender man, at indberetningerne er blevet vigtigere, men også sværere og mere tidskrævende. Især i takt med at mange af medarbejdernes arbejde er blevet mere fleksibelt og internationalt.

»Langt de fleste virksomheder tilstræber at indberette alt korrekt, men tallene tyder på, at skatteindberetning vedrørende medarbejderne bør være et fokus i virksomhederne de kommende år for at sikre, at det hele kommer på plads,« siger Sune Hein Lundbek, fagleder for skattejura og international skat i Dansk Industri.

Artiklens emner
Skat
eIndkomst