Fortsæt til indhold

Det giver genlyd i Danmark, når Japan sætter renten op

Danske boligejere kan muligvis se frem til højere renter, nu Bank of Japan har afskaffet sine negative renter.

Danske boligejere kan endegyldigt vinke farvel til de ultralave renter. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Privatøkonomi

Det kan have betydning for Danmark - og særligt de danske boligrenter - at Bank of Japan netop for første gang i 17 år har valgt at hæve renten og afskaffe negative renter.

Og det er altså ikke nødvendigvis på den positive måde.

Sådan mener i hvert fald flere analytikere.

Mange store japanske pensionskasser er nemlig investeret i dansk realkredit, fordi det ikke har været attraktivt at investere i Japan.

»De danske boligejere nød fra 2015 og frem til pandemien godt af, at japanske pensionskasser kom stormende med friske japanske yen, der skulle forrentes bedre end alternativet derhjemme til nul- eller minusrente,« forklarer Mathias Dollerup Sproegel, seniorøkonom ved Sydbank, i en skriftlig kommentar og fortsætter:

»Danske realkreditobligationer blev en kæledægge for de japanske pensionskasser, fordi renten var højere end i Japan, og realkreditobligationerne havde en ekstremt høj kreditværdighed.«

Ifølge Mathias Dollerup Sproegel var de japanske pensionskasser årsagen til, at danske boligejere før de voldsomme rentestigninger kunne låse renten i 30 år til drømmelån på 0,5-1 procent.

»Disse lån vender næppe tilbage, hvis japanerne vender danske realkreditobligationer ryggen,« skriver han.

Den japanske nationalbank vil hæve den kortsigtede rente fra -0,1 pct. til mellem 0 pct. og 0,1 pct.

Samtidig bliver landet det sidste, der afskaffer de negative renter.

Hvis det bliver mere attraktivt at investere i Japan som følge af renteforhøjelsen - og pensionskasserne derfor trækker sig - kan det altså resultere i højere renter på dansk realkredit.

Det forklarer Mikael Olai Milhøj, chefstrateg hos Sterna Capital Partners.

»Fra et dansk perspektiv er det værd at holde øje med, om der kommer et stigende opadgående pres på japanske renter i kølvandet på beslutningen,« siger han.

Artiklens emner
Sydbank
Sterna Capital Partners