Fortsæt til indhold

Ekspert kridter banen op: »Det her viser bare, at konkurrencen på lademarkedet bliver vild og blodig«

Flere elbilejere betyder øget konkurrence på lademarkedet. Storforbrugende elkunder er nemlig en regulær lækkerbisken for energiselskaber.

Elbilejere med ladeboks i carporten jagtes af energiselskaber, som gerne vil sælge pakkeløsninger med ladeboks, opladning og el til husstanden til de storforbrugende kunder. Foto: JP
Privatøkonomi

Krigen om elbilejere spidser til med et nyt udspil fra energikæmpen Andel Energi, som med omkring 1 mio. elkunder er en mastodont på energimarkedet.

Anført af topchef Marlene Holmgaard Fris blæser Andel Energi, der er ejet af hovedrige Andel, nu til angreb på lademarkedet med et nyskabende tilbud, hvor kunder kan få en ladeboks installeret i carporten uden udbetaling.

»Kunden betaler herefter 249 kr. om måneden i 36 måneder uden renter og gebyrer, og så er ladeboksen kundens,« siger Marlene Holmgaard Fris, der har stået i spidsen for Andel Energi siden årsskiftet.

Allerede efter kort tid oplevede hun, at kunder efterspurgte en ladeløsning, hvor der ikke skal dykkes dybt i lommerne for at få installeret en ladeboks hjemme.

»Derfor har vi udviklet det her produkt, som vi egentlig ser som en rigtig god løsning for elbilejere,« siger hun.

Andel-løsningen adskiller sig fra konkurrenters lejetilbud ved at fjerne opstartsbetalingen og gøre op med udsigten til at betale leje af ladeboksen for tid og evighed.

Af samme grund venter Ilyas Dogru, forbrugerøkonom i FDM og ekspert i ladeløsninger, at udspillet fra Andel Energi vil fyre op under en i forvejen eskalerende priskrig på lademarkedet.

»Det her viser bare, at konkurrencen på lademarkedet bliver vild og blodig. Det kommer mere og mere til at ligne mobilmarkedet, hvor vi vil se energikæmper, benzinselskaber og nye, frække operatører kæmpe om elbilkunderne,« siger Ilyas Dogru.

I Andel Energi har Marlene Holmgaard Fris ikke travlt med at tale om udsigten til åben ladekrig med rivaler som f.eks Norlys, OK, E.ON og ladekæmpen Clever, som Andel-koncernen ejer tæt ved 95 pct. af.

I stedet forklarer hun det nye udspil med, at man har lyttet til kunderne og »de barrierer, kunderne ser, for at komme i gang med at købe ny elbil og en ladeløsning«.

Men samtidig træder hun gerne hårdt på konkurrenternes ømme tå – udsigten til altid at skulle betale månedlig leje af en ladeboks.

»Det er de færreste elbilejere, som kommer til at skifte tilbage til en benzinbil. Derfor gør selskabers evighedsleje ladeboksen i carporten til en dyr fornøjelse over tid, og det tror jeg, at de fleste godt kan se,« siger energidirektøren.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen slog sidste år ned på netop lejebetalingen, som bl.a. gør det dyrt og besværligt for elbilejere at skifte ladeudbyder.

Siden har voksende konkurrence betydet en nærmest konstant strøm af tilbud på hjemmeladebokse, og med udspillet fra Andel Energi venter Ilyas Dogru, at der kommer endnu mere gang i konkurrencen.

»Alle selskaber vil gerne have og fastholde elbilejere med hjemmeladning som kunder. Udover at være gode ladekunder, er de også gode elkunder, og på sigt kan de også få værdi som balanceansvarlige til elnettet, hvor elbilers batterier bruges som buffer i elforsyningen. Så energiselskaberne ser et kæmpe potentiale i de her kunder, og det vil helt sikkert afspejle sig i de tilbud, vi kommer til at se,« siger Ilyas Dogru.

Overordnet arbejder FDM dog for, at markedet indrettes på en måde, så de nuværende forhindringer for at skifte ladeudbyder fjernes, da det vil betyde øget konkurrence uafhængigt af selskabernes skiftede tilbud, lyder meldingen.

I dag kører der omkring 226.000 elbiler rundt på vejene, men salget går over stok og sten. Alene i årets første tre måneder er bestanden vokset med ca. 26.000 biler. I samme periode sidste år kom der plader på godt 14.000 elbiler.

Hvis du sætter en ladeboks op derhjemme, så stiger husstandens elforbrug, og derfor er disse kunder jo attraktive for os.
Marlene Holmgaard Fris, adm. direktør i Andel Energi

Marlene Holmgaard Fris erkender da også, at elbilkunder er i energiselskabernes søgelys.

»Der er ingen tvivl om, at vi kigger ind i øget konkurrence om elbilkunderne. Hvis du sætter en ladeboks op derhjemme, så stiger husstandens elforbrug, og derfor er disse kunder jo attraktive for os,« siger topchefen i Andel Energi.

Marlene Holmgaard Fris ønsker ikke at sætte tal på, hvad hun forventer af kundevækst som følge af lanceringen. I stedet slår hun fast, at det først og fremmest handler om at komme i markedet med det nye tilbud.

»Så må vi se, hvad satsningen kaster af sig,« lyder det.

At Andel-koncernen vil gå langt for at veksle det nye tilbud til en regulær succes, understreges af, at Andel-koncernen her og nu er klar til at skyde mange penge i løsningen med en ladeboks uden udbetaling.

Ifølge Marlene Holmgaard Fris står Andel-koncernen nemlig selv for mellemfinansieringen af ladeboksene, hvilket hurtigt kan ende i en større millionudskrivning, hvis satsningen bliver en succes.

Ud over tilbuddet om en ladeboks uden udbetaling lancerer Andel Energi også et simpelt ladeprodukt, hvor selskabets elkunder kan få en gratis ladebrik til offentlige ladestandere. Det faktiske forbrug afregnes herefter via kundernes løbende elregning.

Artiklens emner
Elbiler
Bilbranchen