Energichok har lagt sig: Færre boligkøbere er skræmte af naturgas
Når varmekilder som olie, træpiller og naturgas er upopulære, kan det få negativ betydning for de pågældende boligers pris og omsættelighed.
Danskere med planer om at købe bolig er ikke længere præget af chokket over stigende energipriser, som blev udløst i 2022.
37 pct. tør stadig ikke købe en bolig med naturgas. For to år siden var det næsten 60 pct., der holdt sig langt væk fra den energikilde, der steg hurtigt og voldsomt i pris.
Det er resultatet af en Voxmeter-undersøgelse foretaget for Arbejdernes Landsbank, der har scannet udviklingen i varmekilder fire gange på halvandet år. Resultaterne af undersøgelsen ligger fint i tråd med den aktuelle udvikling på boligmarkedet.
Opvarmning er centralt for boligkøberne, og er det den forkerte, kan det enten blive svært at sælge boligen, eller også bliver man nødt til at sælge med betydelig rabat, mener Brian Friis Helmer, der er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank.
»Når varmekilder som olie, træpiller og naturgas er upopulære, kan det have en negativ betydning for de pågældende boligers pris og omsættelighed. Potentielle købere kan tænkes helt at fravælge boligen eller kræve et større afslag i prisen, end hvis boligen f.eks. var opvarmet med fjernvarme eller en varmepumpe,« siger Brian Friis-Helmer.
At udskifte varmekilden i en bolig koster mange penge, fastslår han.
»Det er dog vigtigt at have for øje, at det er mere end blot boligens varmekilde, som bestemmer hvad en bolig skal koste. Beliggenhed og stand er mindst lige så vigtige parametre,« vurderer Brian Friis-Helmer.
Der bliver færre og færre olie- og naturgasfyr i danskernes boliger. Antallet af boliger med oliefyr i bryggerset er faldet fra 346.000 i 2010 til 128.000 i 2024. Til gengæld er interessen for varmepumper eksploderet. I samme periode er antallet steget fra 20.000 til 193.000. Antallet af oliefyr er mere end halveret.
Den mest udbredte varmekilde herhjemme er fjernvarme. Næsten 7 ud af 10 får boligen opvarmet på den måde.
»Vi forventer, at den nedadgående spiral for varmekilder, som naturgas, olie og andet fast brændsel vil fortsætte i de kommende år,« siger Brian Friis-Helmer.

