Storbritannien mister millionærer i hobetal - her flytter de hen
Frem mod 2028 vil Storbritannien opleve et fald i antallet af millionærer på 17 pct.
Millionærer i Storbritannien er ikke vilde med den nye Labour-regering. Truslen om øgede skatter og ophævelse af andre fordele kan betyde en flugt fra landet.
Og det er ikke kun Storbritannien, der må se mange millionærer flytte andre steder hen, skriver CNBC.
Det er især ét land, der topper listen som millionærernes foretrukne: De Forenede Arabiske Emirater, UAE. Det viser den årlige opgørelse i form af Henley Private Wealth Migration Report.
Det er tredje år i træk, at Emiraterne topper listen som magnet for de rigeste mennesker i verden.
Ifølge den schweiziske storbank UBS vil Storbritannien opleve et fald på 17 pct. i antallet af millionærer frem mod 2028.
De Forenede Arabiske Emirater forventes at se en rekordstor nettotilgang på 6.700 millionærer fra hele verden ved udgangen af 2024, ifølge Henley-rapporten, som blev udgivet i juni.
Det er næsten det dobbelte af det næsthøjest rangerede land på listen, USA, som forventes at opleve en nettotilgang på 3.800 millionærer inden for samme periode.
»Med sin nul indkomstskat, gyldne visa, luksuslivsstil og strategiske beliggenhed har De Forenede Arabiske Emirater konsolideret sig som verdens nummer et destination for migrerende millionærer,« hedder det i rapporten.
Emiraternes gyldne visum er et langtidsopholdsvisum, der giver udenlandske indbyggere mulighed for at bo, arbejde eller studere i UAE.
Mens millionærerne, der migrerer til De Forenede Arabiske Emirater, oftest kommer fra Indien, Mellemøsten, Rusland og Afrika, forventes et større antal briter og europæere også at flytte til det glitrende ørkenemirat, tilføjer rapporten.
Ifølge UBS Global Wealth Report må Storbritannien derimod se sin millionærbefolkning falde fra 3.061.553 sidste år til 2.542.464 i 2028.
»Men det er vigtigt at bemærke, at Storbritanniens store millionærbefolkning - den tredjehøjeste i verden - omfatter mange udenlandske indbyggere fra steder som Rusland, Mellemøsten og andre steder,« hedder det.


