Danske kvinder er nordiske mestre i finansiel selvtillid - men de bruger den ikke
Kvinder er på nogle områder bedre investorer end mænd. De handler i langt mindre grad end mænd i tide og utide.
Danske kvinder har fået større finansiel selvtillid, viser en undersøgelse fra YouGov, men de bruger den ikke fuldt ud, viser tal fra Danmarks Statistik.
Kvinder har traditionelt været mere bekymret for deres finansielle situation end mænd, men nu er billedet vendt. Det resultat kommer frem, når man spørger danske mænd og kvinder om, hvor trygge de er omkring deres nuværende økonomiske situation, og om de bekymrer sig om, at pengene rækker.
Hvis man sammenligner med de andre nordiske lande, kan man konstatere, at danske kvinder har højere finansiel selvtillid end kvinder i Norge, Sverige og Finland.
Men kvinderne mangler at bruge deres øgede selvtillid i praksis, mener Sofie Manja Eger Huus, der er seniorstrateg i Danske Bank. Kvinder investerer ifølge Danmarks Statistik fortsat mindre end mænd.
»Det er også det billede, vi ser, når vi dykker ned i tallene på, hvem der investerer i vores June og Danske månedsinvestering. Her er ca. 1/3 kvinder og 2/3 mænd,« siger Sofie Manja Eger Huus.
Selv i Finland, hvor den finansielle selvtillid er presset i bund, investerer kvinderne mere.
En undersøgelse fra analyseinstituttet, Ipsos, peger på tre overordnede forhindringer:
- Kvinder føler de mangler viden.
- At de ikke har råd.
- De bryder sig ikke om eller er decideret bange for at tabe penge.
Måske den voksende finansielle selvtillid kan være med til at få flere kvinder til at investere på sigt, mener chefanalytikeren.
»Kvinder er på nogle områder bedre investorer end mænd. Tal på vores kunder viser, at kvinder i langt mindre grad end mænd handler i tide og utide, og det vidner om en god portion is i maven. Det er nyttigt særligt i krisetider ikke at handle i panik, og færre handler er med til at mindske handelsomkostningerne,« forklarer Sofie Manja Eger Huus.
Under coronakrisen handlede mændene 41 pct. mere end sædvanligt, kvinderne kun 13 pct. mere.
Den øgede selvtillid rækker ikke til at løbe større risiko. Kvinder investerer mere konservativt og forsigtigt end mænd. Det koster på afkastet på langt sigt, viser erfaringerne.
»Hvis du har tålmodighed og ikke skal bruge dine penge de næste mange år, kan du også klare mere risiko. Måske burde dette budskab fremhæves tydeligere over for kvinderne, som har en tendens til at være mere risikoaverse end mænd,« mener Sofie Manja Eger Huus.
Finansiel selvtillid er et udtryk for, hvor tryg man er for sin egen økonomi. Den opgøres som indekstal.
