Fortsæt til indhold

Skatterådet har offentliggjort de nye satser for kørselsfradrag

Der er godt 1,1 mio. pendlere, der hvert år får fradrag for transporten mellem hjemmet og arbejdspladsen.

Skatterådet har fastsat de nye takster for kørselsfradraget for 2025. Foto: Jens Dresling
Privatøkonomi

Skatterådet har netop offentliggjort de nye takster for skattefri kørselsgodtgørelse og kørselsfradrag for 2025.

Og det er, beklager vi, en lidt halvkedelig nyhed for pendlerne.

Satserne for kørselsfradraget forbliver nemlig på det samme niveau næste år, som de har været i år, skriver Skattestyrelsen i en pressemeddelse.

»Derimod vil de mange danskere, der får godtgjort erhvervsmæssig kørsel i egen bil, opleve en lille stigning i satserne til næste år. Det står fast, efter at Skatterådet netop har fastsat satserne for kørselsfradrag og skattefri kørselsgodtgørelse for 2025,« lyder det i meddelelsen.

Hver år fastsættes satserne for det kommende år af Skatterådet, og satserne bliver beregnet med udgangspunkt i kørsel i bil, uanset hvordan borgerne transporterer sig.

»Der er mange faktorer i spil, når satserne skal beregnes. Når udviklingen fremskrives, vil den gennemsnitlige brændstofpris falde i 2025, og bilerne forventes at køre længere på literen i 2025 end året før. På den anden side forventes det, at de faste udgifter til en bil samlet set vil stige i 2025. Når alle disse forhold lægges sammen, giver det uændrede satser for kørselsfradrag og beskedne justeringer i satserne for skattefri godtgørelse for kørsel i egen bil og på knallert, cykel,« siger Skatterådets formand Jane Bolander i pressemeddelelsen.

Rådet har taget udgangspunkt i en benzinpris på 15,46 kr. literen ved beregningerne af satserne for 2025.

»Det som får Skatterådet til at fastholde kilometertaksten er en forventning om, at benzinpriserne er lidt lavere i gennemsnit i 2025, og at bilerne forventes at køre længere på literen, men omvendt at de faste udgifter til fx vedligehold er højere. Skatterådet forventer, at en liter benzin i gennemsnit vil koste 15,46 kr. i 2025 i gennemsnit. Til sammenligning forventede Skatterådet en gennemsnitlig benzinpris på 15,94 kr. i 2024, da de fastsatte kilometertaksten på samme tid sidste år,« skriver privatøkonom Brian Friis Helmer fra Arbejdernes Landsbank i en kommentar.

Ved fastsættelse af satserne indgår der i beregningerne også et skøn over omkostninger til bilens vedligeholdelse, der bl.a. omfatter udgifter til service, udskiftning af sliddele, afbalancering af dæk, supplerende rustbehandling og forsikringer m.v.

Reglerne for kørselsfradrag er de samme som sidste år, så man skal fortsat have mere end 24 kilometer pr. dag mellem hjem og arbejde, før man kan få kørselsfradrag, men fradraget kan altså bruges uanset hvilket transportmiddel, man bruger.

De pendlere, der er omfattet af de særlige regler om forhøjet kørselsfradrag i yderkommuner, får ikke nedsat satsen ved kørsel ud over 120 km.

Kørselsfradraget:

ÅrSats for kørsel ml. 25-120 kmSats for kørsel over 120 km
20242,23 kr. pr. km1,12 kr. pr. km
20252,23 kr. pr. km1,12 kr. pr. km

Skattefri kørselsgodtgørelse for kørsel i egen bil:

ÅrFor de første 20.000 kmFor kørsel over 20.000 km
20243,79 kr. pr. km2,23 kr. pr. km
20253,81 kr. pr. km2,23 kr. pr. km

(Kilde: Skattestyrelsen)

Artiklens emner
Kørselsfradrag
Skatterådet