Så mange danskere får hjælp af Skat til at betale mindre
Direkte henvendelser fra Skat til danskerne virker effektivt, viser erfaringerne med pensionsfradrag.
28.500 danskere risikerer at skulle betale dobbeltskat. Nu intensiverer Skattestyrelsen bestræbelserne for at undgå, at så mange skatteydere får dobbeltregning.
Det drejer sig om borgere, hvis indbetaling til ratepension overstiger fradragsgrænsen. De risikerer at betale skat af beløbet to gange.
Skattestyrelsen opgjorde i slutningen af november borgernes indbetalinger til ratepension i 2023. Opgørelsen viser, at 28.500 fortsat har en indbetaling til ratepension på over 60.900 kr., som var fradragsgrænsen i 2023.
I alt har de pågældende indbetalt 239 mio. kr. over beløbsgrænsen, og det svarer til ca. 8.400 kr. pr borger.
Dobbeltbeskatningen opstår, fordi fradrag på en ratepension ud over beløbsgrænsen ikke er fradragsberettiget. Det betyder, at indbetalingen sker af i forvejen beskattede penge. Dertil kommer, at der skal betales skat af udbetalingen.
»Hvert år er der borgere, der ikke er opmærksomme på, at indbetaling på den enkeltes ratepension, overstiger det, man får fradrag for. På den måde ender den enkelte med en dobbeltbeskatning, men det kan undgås,« siger underdirektør i Skattestyrelsen, Michael Medom Hansen.
Styrelsen gør derfor borgerne opmærksom på det nu, så de kan få taget hånd om det allerede inden årsskiftet, understreger han.
De direkte henvendelser virker. I forbindelse med åbningen af årsopgørelsen for 2023 udsendte styrelsen breve til de 32.000 borgere, der på det tidspunkt havde fået indbetalt mere på ratepension, end de kunne få fradrag for.
Det resulterede i, at 10.700 danskere ved opgørelsen i november havde ændret indbetalinger. Heraf havde 3.800 fået udbetalt et overskydende beløb på 52 mio. kr., og 6.900 fået overført et overskydende beløb på 103 mio. kr. til livsvarige ordninger.
Dette betød, at 27 pct. af borgerne med indbetalinger til ratepension over fradragsgrænsen sidste år ændrede indbetalinger mod blot 10 pct. året før, hvor Skattestyrelsen ikke sendte breve.
»Det er glædeligt at se. Selv om pensionsopsparing kan virke fjernt, er det godt købmandskab at forholde sig til. Derfor udsender vi også næste år breve til de borgere, der har fået indbetalt mere på deres ratepension, end der gives fradrag for,« siger Michael Medom Hansen.
Ikke kun ratepensioner kan give skatteoverraskelse. Også borgere med en aldersopsparing kan med fordel være opmærksomme på deres indbetalinger frem mod årsskiftet, så der ikke indbetales over den fastsatte beløbsgrænse, fastslår underdirektøren.
Indbetalingen i 2024 kan højst udgøre 9.100 kr., uden der skal betales afgift. Dog kan man fra det syvende år før folkepensionsalderen indbetale op til 58.900 kr. i 2024 uden afgift.
Afgiften er i begge tilfælde 20 pct. af indbetalingen over beløbsgrænsen. Aldersopsparing kan både indbetales via arbejdsgiver og via privattegnet ordning.
Derfor er det oplagt at kontakte både bank og pensionsselskab for at få det fulde overblik, lyder den klare anbefaling fra Skattestyrelsen.


