Flere grunde til, at forskudsopgørelsen er vigtig i år
Januar er det perfekte tidspunkt at tjekke og evt. rette forskudsopgørelsen både for at undgå restskat og sikre sig, at fradragene bliver udnyttet fuldt ud, mener ekspert fra Spar Nord og BDO.
Forskudsopgørelsen skal ikke nødvendigvis laves på forhånd og kan ændres i løbet af året. Netop i år er der flere grunde til at gøre det i så god tid som muligt.
Dermed kommer du til at betale den rette skat fra årets begyndelse. Det er særligt relevant for dem, der har oplevet store livsændringer, eller hvor økonomien har ændret sig markant, lyder det fælles råd fra Spar Nord og BDO.
»Forskudsopgørelsen har været åben i flere måneder, men den kan nemt gå i glemmebogen i en travl hverdag. Januar er det perfekte tidspunkt at tage handling – både for at undgå restskat og sikre sig, at fradragene bliver udnyttet fuldt ud,« siger investeringskonsulent i Spar Nord Karsten Brøndum Idskov.
Netop i år er der ekstra grund til at justere forskudsopgørelsen til virkeligheden. Det gælder ikke mindst flekslånere, der har oplevet store rentestigninger i forbindelse med refinansieringerne. Flere er gået fra en rente på 0 eller derunder til ca. 3 pct. De kan minimere renteskaden ved at lade skat tage sig af en tredjedel af regningen.
Et andet aspekt er de mange jobskifter og højere lønninger.
Spar Nord og BDO gennemgår her fem vigtige punkter, som kan have betydning for, hvordan du beskattes i 2025.
- Nyt job eller ændrede arbejdsforhold:
Har du skiftet job, eller har din jobsituation på andre måder ændret sig f.eks. i form af ny løn eller flere hjemmearbejdsdage, er du blandt dem, som især bør tjekke forskudsopgørelsen.
En tommelfingerregel er, at hvis du månedligt tjener mindre end 38.000 kr. før arbejdsmarkedsbidrag, er det bedre at sætte indkomsten lidt for lavt end højt. Det sikrer, at det automatisk beregnede beskæftigelsesfradrag ikke bliver for højt. Omvendt er det bedre at sætte den lidt for højt med en indtægt på mere end 56.000 kr., fordi trækprocenten er mindre end marginalskatten.
- Ændrede renteudgifter på boliglån:
Hvis du har omlagt eller refinansieret dit boliglån, skal du sørge for at tjekke, at renteudgifterne stemmer på forskudsopgørelsen. Det er vigtigt efter flere års store renteudsving. Rentefradraget bliver ikke automatisk opdateret.
- Store livsændringer:
Har du oplevet større forandringer i dit liv såsom at blive skilt, at gå på pension eller blive færdiguddannet, er du også blandt dem, der skal kaste et ekstra blik på forskudsopgørelsen.
Hvis du lige er kommet ud på arbejdsmarkedet eller er blandt dem, som netop har forladt det, vil indkomstforholdene ændre sig markant – og det har direkte effekt på skatten. Samtidig skal du huske at oplyse, hvis du går på folke- eller førtidspension inden for det kommende år for at få udbetalt det korrekte beløb af Udbetaling Danmark.
- Udbytte fra investeringer:
Har du investeringsbeviser, kan du også overveje at tilrette eventuelle udbytter, når du nu alligevel er ved at opdatere din forskudsopgørelse. De fleste investeringsforeninger udbetaler udbytter i starten af året, og de kan variere meget fra år til år. Derfor kan det være klogt at få ført de foreløbige udbyttesatser, som kan findes på foreningernes hjemmesider, ind på forskudsopgørelsen.
- Statslige tillægslån til boligejere:
Mange boligejere har fået statslige tillægslån, fordi forskudsopgørelsen for 2024 og 2025 ikke modregner ændringer i ejendomsværdiskat og grundskyld. Det betyder, at en stigning i den ene skat ikke udlignes af et fald i den anden, og det kan føre til en for stor skatterabat og i værste fald en restskat på årsopgørelsen.
Hvis ikke du har frameldt dig ordningen inden årsskiftet, får du automatisk et tillægslån i tilfælde af en for stor skatterabat. I forbindelse med årsopgørelsen får de berørte boligejere et bevillingsbrev, som indeholder en vejledning om, hvordan lånet kan indfries, forklarer Henning Boye Hansen.
Lånet løber med renter fra 1. januar 2025, og da renten er 2,66 pct. og beløbet ofte under 2.000 kr., er udgifterne minimale.


