Her har boligejerne tjent 20 pct. på et år: »Det er simpelthen ikke normalt«
Mange københavnske ejerlejlighedsejere har lagt millioner til formuen bare ved at blive boende. Og det er let at realisere gevinsten ved salg.
»Hæsblæsende, uforklarligt, unormalt.« Sådan beskriver Nordea Kredits chefanalytiker, Lise Nytoft Bergmann, ejerlejlighedsmarkedet i København.
Torsdag morgen offentliggjorde Boligsiden.dk sit nye markedsindeks, der nok en gang understreger, at det københavnske ejerlejlighedsmarked er stukket helt af.
På blot et år er priserne steget knap 20 pct. Det betyder, at mange lejlighedsejere kan gøre deres skattefrie gevinst op i millioner.
»Hvordan bliver man millionær blot ved at hænge ud i dejlige omgivelser? Det enkle svar er: Man købte en ejerlejlighed på 100 kvm i Københavns Kommune ved denne tid sidste år. Her er prisen steget fra ca. 5,4 mio. kr. til nu 6,4 mio. kr.,« konstaterer Lise Nytoft Bergmann.
Hun har ingen god forklaring på de vilde prisstigninger, og udviklingen er overraskende.
»Det er simpelthen ikke normalt, at boligpriserne stikker af på den måde og over så lang en periode. Det er 17 måneder i træk, at priserne er steget – og nogle måneder endda med forholdsvis store hop,« mener Lise Nytoft Bergmann.
Går man 10 år tilbage, er ejerlejlighedspriserne i København fordoblet.
En væsentlig del af forklaringen på de voldsomt stigende priser er et lavt udbud. I København er 1.345 ejerlejligheder til salg. Det er en halvering på kun to år.
Men der er en del støj i fokuseringen på det lave udbud. For en stor del af forklaringen på det er, at ejerlejlighederne sælges lynhurtigt, fastslår EDC’s kommunikationschef Jan Nordmann.
»Det vælter ikke ind med nye emner. Der kommer et pænt antal ind, men de ryger lige så hurtigt ud igen. Det store slagsmål blandt mæglerne er at få fat i lejlighederne,« siger Jan Nordmann.
På et afbalanceret boligmarked i de mest attraktive områder er en gennemsnitlig salgstid på fire måneder optimalt. Det gør både sælgeren og køberen tilfreds, mener han.
Sådan er det ikke nu. Nedslaget er ofte 0 kr., der er mange skuffesalg, og de mest attraktive ejerlejligheder sælges omgående. Det anslås, at i Frederiksberg Kommune bliver hver tredje ejerlejlighed handlet til overpris – i København næsten hver fjerde.
Hos Nordea Kredit følger man nøje udviklingen, men kreditvurderer interesserede købere præcist som i de tidligere år. Realkreditinstitutterne er underlagt nogle ganske stramme krav fra bl.a. Finanstilsynet til kreditvurderinger.
»Men vi blander os naturligvis ikke i, hvilken boligtype kunderne foretrækker. Vi er ikke smagsdommere, men kan konstatere, at mange hellere vil skære en tredjedel af kvadratmeterne frem for at skære en tredjedel af prisen,« siger Lise Nytoft Bergmann.

