Fortsæt til indhold

Danskere sælger obligationer og køber aktier: Men er det de rigtige?

Danskerne er tilbageholdende med at købe enkeltaktier i udlandet, men holder sig ikke tilbage, når der er tale om aktiefonde.

Privatøkonomi

Private investorer smider i stigende grad obligationer og køber aktier i stedet.

Nye tal fra Nationalbanken viser, at de danske husholdninger siden 2024 har købt andele i danske og udenlandske aktiefonde for 25,5 mia. kr., mens de i samme periode har solgt andele i obligationsfonde for 14,6 mia. kr.

Udviklingen er accelereret og tog for alvor fart fra maj 2025. Foruden investeringer gennem fonde investerer husholdningerne også direkte i enkeltværdipapirer.

Spørgsmålet er, om der investeres hensigtsmæssigt? Private, der køber enkeltaktier, strømmer stadig over i danske aktier, der med 320 mia. kr. udgør næsten 70 pct. af den samlede portefølje.

Det er ikke optimalt, mener to investeringsstrateger. En af dem er Oskar Bernhardtsen fra Saxo Bank.

»Det er godt, at danskerne kommer ud på investeringsmarkedet, men der er for meget ”home bias”, hvor vi køber lokalt. Jeg synes dog, at vi langsomt ser, at danskerne tager store europæiske og amerikanske aktier til sig,« siger Oskar Bernhardtsen.

»Home bias er en evergreen,« påpeger Nordnets investeringsstrateg Per Hansen.

»Det er et problem, når danske aktier har underperformet,« siger han.

Det toneangivende danske aktieindeks OMX C25 genererede et afkast på knap 5 pct. sidste år. Til sammenligning steg det amerikanske indeks S&P 500 med lidt over 23 pct.

De amerikanske aktier, der efterhånden helt dominerer markederne, var i høj grad medvirkende til, at globale fonde steg næsten 20 pct. sidste år.

Derfor glæder det Oskar Bernhardtsen, at danskerne ikke er bange for amerikanske eller europæiske aktier, men kun i fonde. Således udgør de amerikanske fonde lidt over halvdelen af hele markedet herhjemme.

At investere i udlandet via fonde giver i sig selv en risikospredning. Samtidig kan der ligge pæne besparelser i at købe via en fond, da privates køb og salg af udenlandske enkeltaktier i visse tilfælde kan være dyre.

Artiklens emner
Investering
Aktier