Fortsæt til indhold

40-årige lån er langt fra billigst: Her er regningen

Jo længere løbetiden er på et boliglån, desto dyrere bliver det at betale tilbage.

Regeringen lægger op til, at lånereglerne skal lempes yderligere for boligejere og købere. Arkivfoto: Thomas Borberg
Privatøkonomi

40-årige boliglån vil langt fra være billigst. Tværtimod kan de udløse nogle ekstraregninger.

Via Kulturministeriet har regeringen netop foreslået, at der skal være mulighed for at tilbyde boliglån med en løbetid på 40 år for at hjælpe unge ind på boligmarkedet.

I virkeligheden er de 40-årige lån kun næstbilligst, fremhæver Mikkel Høegh, der er afdelingsdirektør i Jyske Realkredit. Billigst er fortsat 30-årige lån med afdragsfrihed indbygget.

Et afdragsfrit lån på 1 mio. kr. koster knap 2.900 kr. om måneden efter skat. Ifølge beregninger fra Nordea Kredit er den månedlige ydelse 3.390 kr., hvis der er tale om et 40-årigt lån med afdrag.

De to lån kan til dels sammenlignes, da afdragene i de første 10 år vil være relativt lave på det sidstnævnte lån.

Hvis den maksimale løbetid på et lån med afdrag forlænges med 10 år, kan en boligejer betale et lån, der er ca. 20 pct. større, til den samme månedlige ydelse. Til gengæld går der 10 år mere, før boligejeren er gældfri.

Den længere periode med gæld betyder, at den samlede udgift stiger med ca. 33 pct., beregner Lise Nytoft Bergmann, der er chefanalytiker hos Nordea Kredit.

Med de nuværende løbetider er de samlede omkostninger for et lån på 1 mio. kr. ca. 1,6 mio. Et 40-årigt lån vil til sammenligning koste 2,1 mio. kr.

De færreste beholder et realkreditlån til udløb, men de højere omkostninger vil kunne mærkes allerede i starten af låneperioden, da afdragene vil være væsentligt lavere på lån med 40 års løbetid, end hvis lånet løber i 30 år.

Realkreditinstitutterne kan allerede udstede lån med op til 100 års løbetid, hvis belåningen kan holdes på 75 pct. eller derunder af boligens værdi.