Sådan kommer dankortet til at se ud
Betalingskortet skifter udseende og får nye funktioner i 2015.
Det populære danske betalingsmiddel dankortet ændrer udseende.
Det sker i tredje kvartal 2015, når et nyt logo kommer til at pryde de firkantede plastickort, der samtidig bliver i stand til at kunne mere.
Logoet har i kortets 30-årige historie optrådt i forskellige størrelser, men denne gang er det tale om en større ændring af logoet, der i højere grad skal signalere hurtighed og dynamik.
»Dette nye logo markerer begyndelsen af en ny æra, hvor vi løbende vil tilføre dankortet ny funktionalitet og muligheder for både forretninger og forbrugere.
Flere nye tiltag vil i den kommende tid bringe kortet ind i en mere digital verden, og befæste dankortets position som Danmarks mest effektive og anvendte betalingsmiddel,« siger business manager for Dankort i Nets Mette Grimm Munck.
Nets vil ikke på nuværende tidspunkt løfte sløret for, hvilke nye funktioner der bliver tilført dankortet.
Selskabet oplyser dog, at det fra tredje kvartal næste år bliver muligt at benytte det "kontaktløst", så man som forbruger blot skal holde kortet hen over en terminal for at gennemføre betalingen. Der skal altså ikke tastes pin-kode hver gang.
Dankortet så første gang dagens lys den 1. september 1983, og siden dengang er det blevet mere og mere populært.
I 2013 rundede det samlede antal dankort-transaktioner for første gang 1 milliard inden for et kalenderår.