Gode råd: Er din økonomi klar til 2015?
Der kan være penge at hente, hvis man kigger sine pengesager igennem til det nye år.
Står dine penge på den rigtige opsparingskonto, og afdrager du din gæld på den rigtige måde?
Forbrugerøkonom hos Nykredit Johan Juul-Jensen giver nogle råd til at optimere din økonomi til 2015, så du får flest mulige penge.
Bedre rente på opsparingskontoen: Danskernes samlede opsparing er faldet en smule i 2014, men ved udgangen af oktober stod der dog alligevel 827 mia. kr.
Det svarer til, at hver dansker i gennemsnit har 148.000 kr. stående på sin bankkonto. To tredjedele af de penge er dog placeret på lavtforrentede konti, og det er mere end ved starten af 2014.
En udvikling, der burde gå den anden vej, mener Johan Juul-Jensen.
»En konto, hvor opsparingen f.eks. bindes i tre år, giver i dag et renteafkast på 1,5 pct. sammenlignet med 0,5 pct. på en almindelig lønkonto. Det svarer til et merafkast på ca. 1.000 kr. om året for en opsparing på 100.000 kr. Det føler mange bankkunder ikke er god nok betaling for at binde pengene i tre år,« siger Johan Juul-Jensen.
Vær klar over, hvad du sparer op til: Som udgangspunkt bør bankkunderne altid være klar over, hvad de sparer op til, mener Johan Juul-Jensen.
Er det en ny bil, en renovering eller bare til polstring i dårligere tider? Hvis man ikke har et mål med sin opsparing, bør man overveje, om pengene får en bedre rente et andet sted.
»Det kunne være, at man burde nedbringe noget gæld i stedet for, hvor renten er større, end den man får på sin opsparing. Man kan også øge pensionsindbetalingerne eller investere i energirenovering af boligen, som i mange tilfælde kan give et højt afkast i form af lavere energi- og varmeregninger,« siger Johan Juul-Jensen.
Udnyt historisk rente: Renten på et fastforrentet realkreditlån har aldrig været lavere, end den er i dag. 2,5 pct. kan man låse sin rente til mange år ud i fremtiden.
Det mener Johan Juul-Jensen, at man i den grad bør overveje. En del har allerede konverteret boliglånet, men han fortæller, at mange stadig har 4 pct.-lån eller højere.
»Selv om låntagere med fastforrentede lån de seneste år har haft mulighed for at konvertere, er der stadig tusindvis af låntagere, der med fordel kan konvertere deres fastforrentede lån til et med en lavere rente og derved mindske deres ydelse,« siger Johan Juul-Jensen.
Han fortæller samtidig, at renten på et fastforrentet lån lige nu ikke er meget højere end den gennemsnitlige historiske rente på F1-lån.
»Jeg kunne godt forestille mig, at vi om nogle år, når renterne er steget fra det nuværende historisk lave niveau, vil undre os. Hvorfor i alverden udnyttede vi ikke situationen til at få lidt større sikkerhed?,« siger Johan Juul-Jensen.
Meget afdrag for pengene: Det historisk lave renteniveau gør det ideelt for låntagerne at nedbringe deres gæld, mener Johan Juul-Jensen.
Renteniveauet gør nemlig, at andelen af ydelsen, som går til afdrag af gælden, er historisk høj.
»For hver 100 kr., du betaler i ydelse efter skat på f.eks. et fastforrentet lån, går mere end halvdelen til afdrag. Det betyder, at du som boligejer skaber mere friværdi i din bolig, samtidig med at du opnår en større modstandsdygtighed over for eventuelle rentestigninger,« siger Johan Juul-Jensen.

