Så billigt er det nye 1,5 pct. lån
Danmarkshistoriens billigste fast forrentede lån giver nye konverteringsmuligheder.
Boligejere, der optog et 2,5 pct. lån for kort tid siden, havde næppe drømt om, at de ville komme i en situation, hvor det kunne betale sig at konvertere nedad.
Men muligheden er der, efter at Nykredit og Realkredit Danmark har introduceret et 30-årigt 1,5 pct. lån.
Normalt falder interessen for låneomlægninger lige efter en opsigelsesfrist, men det er ikke sket efter den seneste opsigelsesfrist den 31. januar, fortæller områdedirektør i Nykredit, Sune Worm Mortensen.
»Vi har oplevet en stor interesse fra kunderne, og vi har haft meget travlt efter opsigelsesfristen,« siger Sune Worm Mortensen.
Det specielle ved situationen denne gang er, at Nationalbanken sænkede renten mandagen efter opsigelsesfristen, og det fik store konsekvenser for obligationskurserne, der steg markant. Det er denne stigning, der har sikret det nye 1,5 pct. lån.
»Vi så en del lån med højere kuponer blive opsagt inden opsigelsesfristen ved udgangen af januar, men der er stadig mange, som med fordel kan konvertere,« siger Sune Worm Mortensen.
De nyeste rentefald har kun styrket fordelene ved at skifte fast forrentede lån ud med enten 2 pct.- eller 1,5 pct.-lånet, afhængigt af, hvad der er åbent.
»Jeg vil opfordre låntagerne til at kontakte deres rådgivere og få regnet på, hvor meget en konvertering kommer til at betyde for deres budget. Udover at give lidt flere penge mellem hænderne hver måned og øgede afdrag, så får man en særdeles god beskyttelse af friværdien,« lyder det fra Sune Worm Mortensen.
Så stor er gevinsten ved at udskifte et lån på 1 mio. kr. til det nye 30-årige 1,5 pct. lån:
| Låntype | Nuv. ydelse | Besparelse Kurs 96 | Besparelse Kurs 97 | Besparelse Kurs 98 |
|---|---|---|---|---|
| 2.5 pct. | 3.770 | 10 | 50 | 90 |
| 3,0 pct. | 3.910 | 140 | 180 | 220 |
| 3,5 pct. | 4.160 | 280 | 320 | 360 |
| 4,0 pct. | 4.410 | 410 | 450 | 490 |
| Låntype | Nuv. afdrag | Øget afdrag Kurs 96 | Øget afdrag Kurs 97 | Øget afdrag Kurs 98 |
|---|---|---|---|---|
| 2.5 pct. | 1.960 | 490 | 470 | 440 |
| 3,0 pct. | 1.810 | 650 | 620 | 600 |
| 3,5 pct. | 1.770 | 810 | 780 | 750 |
| 4,0 pct. | 1.730 | 960 | 940 | 910 |
Kilde: Nykredit
Forudsætninger: Restgæld på 1 mio. kr. med kupon på hhv. 2,5, 3, 3,5 og 4 pct og dertil hørende restløbetider på hhv. 29, 29, 28 og 27 år. Der straksindfries, og beregningerne af det nye 1,5 pct.-lån er foretaget på baggrund af kurs på 96, 97 og 98. Restløbetiden bevares for de respektive eksisterende lån. De viste ydelser er efter 29,6 pct. skat.


