Fortsæt til indhold

App hjælper unge med at styre pengene

Budgetapp er blevet downloadet 50.000 gange. Det kan være tegn på større interesse for privatøkonomi blandt unge, lyder det.

Privatøkonomi

Unge danskere mellem 18-25 år kan være på vej til at få bedre styr på privatøkonomien.

I 2011 viste en undersøgelse fra analyseinstituttet YouGov, at 47 pct. af unge mellem 18-25 år ikke havde lagt budget for privatøkonomien, mens tallet i 2013 var faldet til 40 pct.

Det kan være på vej til at ændre sig.

For et år siden lancerede Penge- og Pensionspanelet app'en Lommebudget, som skulle give danskerne digital hjælp med at lægge et budget. App'en har siden lancereringen rundet 50.000 downloads, hvor over halvdelen er unge mellem 18-25 år.

De mange downloads viser en større interesse for privatøkonomien blandt unge, og den positive tendens håber Penge- og Pensionspanelet vil fortsætte.

»Der er stadig mange unge, som har brug for hjælp til privatøkonomien, men vi fornemmer, at der er flere unge, som vil det her, og som interesserer sig for økonomien,« siger Louise Skjødsholm, der er konsulent i finansielt forbrug i Penge- og Pensionspanelet.

Hun mener, at det er vigtigt, at de 18-25-årige lærer at lægge et budget. Det kan hjælpe dem fremover, lyder det.

»Det kan være svært at holde styr på udgifter som bolig og bøger uden budgetstyring. Mange unge har en stram økonomi med indtægter fra SU og eventuelle studiejobs, og her kan en budgetoversigt være en stor hjælp, så de også kan se fremad og spare op til store ting,« siger Louise Skjødsholm.

App'en Lommebudget er et konkret værktøj til at holde styr på indtægter og udgifter, mens der er også er sparetips til eksempelvis madbudgettet og elregningen.

»Det er en enkel og brugervenlig måde at komme i gang med at lægge budget uden nødvendigvis at lave det store excelark,« siger Louise Skjødsholm.