Fortsæt til indhold

Forbrugerrådet: Sværere at skifte bank

Bankkunderne er fanget i en efterhånden uoverskuelig prisjungle, mener Forbrugerrådet Tænk.

Privatøkonomi

Bankerne er i fuld gang med sende regningen for de negative renter videre til kunderne. Men selv om man er utilfreds med den regning man får, skal man alligevel tænke sig godt om. For de mange bankpakker har efterhånden gjort det umuligt at gennemskue de reelle priser på bankprodukter, lyder advarslen fra Forbrugerrådet Tænk.

»Det er kaotisk. Bankkunder har det svært i dag. De mange kundeprogrammer har gjort det uoverskueligt,« siger seniorøkonom i Forbrugerrådet Tænk, Morten Bruun Pedersen.

Det er stadig uklart præcist, hvordan og i hvilket omfang bankerne vil sende regningen. Men at den kommer, er Forbrugerrådet Tænk ikke i tvivl om.

Det nytter ikke noget at flytte en konto i raseri over, at banken pludselig giver en negativ rente. For hvis man gør det uden at regne ordentligt efter, kan det blive dyrt i sidste ende.
Morten Bruun Pedersen, seniorøkonom, Forbrugerrådet Tænk

»Konkurrencestyrelsen har jo konstateret i en rapport, at der mangler konkurrence blandt bankerne. Så længe situationen er sådan, er jeg ikke i tvivl om, at regningen bliver hældt over på kunderne,« mener Morten Bruun Pedersen.

Bankerne har mange håndtag at dreje på, når de skal regulere priserne. De kan regulere på renten, på gebyrerne eller simpelthen tøve med at lave renteændringer. Det er med til at øge uoverskueligheden.

Men også de mange kundeprogrammer er et problem. Senest har Nykredit lanceret et kundeprogram, der giver større fordele, desto flere engagementer man har med Nykredit/Totalkredit. Kundeprogrammerne hæmmer på mange måder lysten til at flytte bank.

»Man er i dag nødt til at se på hele sin forretning med banken. Det nytter ikke noget at flytte en konto i raseri over, at banken pludselig giver en negativ rente. For hvis man gør det uden at regne ordentligt efter, kan det blive dyrt i sidste ende,« advarer Morten Bruun Pedersen.

Han er ikke i tvivl om, hvilke konsekvenser kundeprogrammerne har:

»De øger kompleksiteten, og det er også meningen. For kunderne holdes i et jerngreb.«

For både banker og kunder er de negative renter kommet som et stort chok. Bankernes forskellige udmeldinger om, hvordan de vil håndtere den negative rente, skal man tage helt roligt, mener Morten Bruun Pedersen.

»Der er ofte tale om prøveballoner. Bankerne vejer lige stemningen for, hvordan kunderne vil reagere.«

Selv er forbrugerøkonomen ikke i tvivl.

»Det vil virke stærkt provokerende for kunderne, hvis de skal betale for at have penge i banken. Dybest set handler det slet ikke om beløbets størrelse. Det er i høj grad symbolsk.«

Foreløbig har Danske Bank bebudet negative renter for en gruppe meget store kunder. Det er uvist, hvordan Nordea vil håndtere det, mens Jyske Bank har luftet muligheden for negative renter.

I fredags bebudede skatteminister Benny Engelbrecht (S), at negativ rente kan fratrækkes på selvangivelsen. Dette får dog kun symbolsk betydning for bankernes lyst til at opkræve negativ rente, vurderer Morten Bruun Pedersen.

Artiklens emner
Forbrugerrådet Tænk