Fortsæt til indhold

Overset gevinst ved rekordlav rente

Man kan få et langt større hus for 8.000 kr. om måneden nu end for fem år siden.

Privatøkonomi

Vi får langt mere bolig for pengene end for fem et halvt år siden. For 8.000 kr. om måneden kan vi i dag købe en gennemsnitsbolig på 183 kvm.

For fem et halvt år siden kunne vi for samme beløb have købt en bolig på blot 122 kvm, viser beregninger fra Nordea Kredit.

Den lave rente er forklaringen. I 2009 var boligrenten 7 pct. I dag er den blot 2.

»Jeg er ikke sikker på, at det er gået op for alle, hvilke muligheder den lave rente egentlig giver,« siger boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.

Udregningen tager udgangspunkt i, at man belåner boligen fuldt ud. 80 pct. er realkreditlån, resten er et banklån. Den samlede udgift er 8.000 kr. om måneden. Det kan man få 183 kvm for i dag. I 2009 kunne man kun få 122 kvm.

»Det bytte vil give ret meget ekstra komfort til de fleste familier – eller alternativt en del flere penge i hånden til det sjove, hvis man stadig vælger villaen på 122 kvm. Tager man også i betragtning, at lønningerne er steget i mellemtiden, så er det sjovt at være boligkøber i øjeblikket. Det er i hvert fald nemt at blive kreditgodkendt i forhold til tidligere,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Hun har regnet på, hvad en helt almindelig familie, der har råd til at lægge 8.000 kr. hver måned, kan blive kreditgodkendt til. Dvs. når familien har betalt for bl.a. vand, varme, el, vedligeholdelse, grundskyld, ejendomsværdiskat, transport, daginstitutioner, fritidsinteresser, telefon, TV, internet, mad, tandlæge, frisør, gaver, kæledyr, rejser og uforudsete udgifter mv.

Udgangspunktet er dagens rente - et fast forrentet 2 pct. lån med afdrag og et banklån til en rente på 6,45 pct. med afdrag – det hele over 30 år.

Hvis man i dag har 8.000 kr., når alle de faste udgifter er betalt, og der også er sat et passende beløb af til at leve for, så vil man i dag kunne låne i alt 2.063.000 kr. For den sum kan man købe et gennemsnitligt hus på 183 kvm.

Da den faste rente var på 3 pct., dvs. for kun et halvt år siden, kunne man kun købe et hus på 175 kvm.

»Det er blevet nemmere for langt de fleste at få fingre i drømmehuset i dag i forhold til tidligere. For nogle familier kan det også betyde, at de kan rykke direkte ind i et i hus med mange-årigt potentiale i stedet for først at skulle forbi et begynderhus. Det kan man ofte spare et 6-cifret beløb på, da omkostningerne til at sælge og købe ofte ligger på den høje side af de 100.000 kr.,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Artiklens emner
Nordea Kredit
Lise Nytoft Bergmann