Fortsæt til indhold

Prisrekord: 30 mio. kr. for københavnsk lejlighed

København har for alvor sat sig på markedet for de dyreste luksuslejligheder.

Privatøkonomi
Kilde: Boliga.dk

I mange år var det ellers boligerne i Tuborg Havnepark og Tuborg Sundpark i Hellerup, der toppede listerne, men i de senere år har de københavnske luksuslejligheder taget et skridt op i en helt anden prisklasse.

I påsken kom så den foreløbige kulmination med udbuddet af en 380 kvm stor lejlighed i “The Silo” i den københavnske nordhavn.

Det skriver boligsiden Boliga.dk.

Syv meter til loftet

Siloen, der er nordhavnens største industribygning, er er ved at blive renoveret fra top til bund. Den skal i de kommende år rumme 40 lejligheder, hvoraf den dyreste af slagsen kom på markedet i weekenden.

Prisen er sat til 29.995.000 kr., og dermed udmærker boligen sig ved at være den dyrest offentligt udbudte ejerlejlighed nogensinde på det danske boligmarked.

Og det er der gode grunde til, fortæller ejendomsmægler Lasse Lemche fra Realmæglerne Nordre Frihavnsgade, som står for udbuddet af lejlighederne i “The Silo”-projektet.

»Det er en lejlighed, du ikke kan finde magen til i København. Der er udsigt over byen og ud over Øresund fra ca. 41 m højde, og inde i lejligheden er der næsten 7 m til loftet hvor der er højest. Det er helt ekstraordinært, at der kommer sådan en bolig til salg, og projektet er i det hele taget meget udansk,« siger Lasse Lemche til Boliga.

Foruden 380 kvm bolig hører der fire altaner på hver ca. 16 kvm til. Der er elevator fra stueetagen og op til lejligheden, som befinder sig omtrent 41 m over gadeniveau, og i nordenden af ejendommen vil gæster og beboere blive budt velkommen af en receptionist, som man blandt andet kender det fra boligejendomme i New York.

Lejligheden, der er uden bopælspligt, forventes klargjort til indflytning i december 2016.

Rekord slået med 2,5 millioner kr.

Den tidligere udbudsrekord på lejlighedsmarkedet blev sat i april 2014, hvor en 320 kvadratmeter stor lejlighed på Christianshavn blev sat til salg for 27,5 millioner kr. via ejendomsmæglervirksomheden Siesbye Kapsch.

Den blev efter 300 dage på markedet solgt i februar for en indtil videre ukendt pris.

Selvom Københavns lejligheder i disse år topper listerne over de højeste udbudspriser, er det stadigvæk en Hellerup-lejlighed, som har rekorden for den dyreste salgspris.

Den blev sat med salget af en lejlighed i Tuborg Havnepark i 2008, hvor prisen lød på 24.650.000 kr.

Indtil videre er det dyreste køb i 2015 tinglyst i Stockholmsgade på Østerbro, hvor en 258 kvm stor lejlighed blev afsat for 13 mio. kr. i januar.

Se billeder af Danmarks dyreste lejlighed her.

Her flokkes boligjægerne om byttet

Med godt vejr og tusindvis af åbent hus-arrangementer var der gode muligheder for at få vist sit hus eller sin lejlighed frem i påsken.

Og selvom det er for tidligt at sige, om de mange fremvisninger rent faktisk får køberne til at skrive under, begynder der at tegne sig et billede af, hvor de var mest interesserede i at se på boliger.

Boligsiden Boliga.dk har undersøgt, hvor brugerne klikkede mest ivrigt på boligannoncerne i påsken, og vender man blikket mod hovedstadsregionen, er der især én bydel, som lægger sig klart i spidsen: Frederiksberg C.

Her blev en boligannonce i gennemsnit vist 128 gange på Boliga, mens boligsælgerne på Østerbro kom op på 104 klik pr. bolig og Frederiksbergs (postnummer 2000) sælgere på tredjepladsen kunne registrere 91 klik pr. emne.

Lige uden for København har de boligsøgende især været interesseret ejendomsmarkedet i Lyngby, ligesom Hellerup, Valby og Gentofte også hører til topscorerne. Til gengæld har byer som Skævinge, Skibby og Slangerup haft forholdmæssigt haft svært ved at trække interesserede boligkøbere til annoncerne i Region Hovedstaden.

Århus-forstæder i spidsen

Boliga-brugere, der har været på udkig efter et hus eller en lejlighed uden for hovedstadsområdet, har også koncentreret deres søgninger om de større byer.

I Region Midtjylland er det Århus-forstaden Risskov, der fører an i interessen med et gennemsnitligt besøgstal på 31 visninger pr. bolig.

Højberg og Aarhus C følger efter med 27 og 26 klik pr. udbudt emne, mens byer som Videbæk, Tørring og Tim har oplevet det færreste antal søgninger med blot to visninger pr. boligannonce i snit.

I Region Nordjylland topper Aalborg ifølge Boliga listen, mens Region Syddanmarks topscorer er Odense M og Rørvig med de mange sommerhuse overgår Roskilde som Region Sjællands topscorer.

Se hvor besøgt dit område har været i påsken:

Region Hovedstaden

Region Midtjylland

Region Nordjylland

Region Syddanmark

Region Sjælland

*Boliga har kun medtaget postdistrikter med 20 eller flere boliger. Tallene viser det gennemsnitlige antal visninger pr. boligannonce og dækker samtlige boligtyper med undtagelse af grunde.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.