Hører du til herskab eller tjenestefolk på boligmarkedet?
Boligmarkedet er delt op i to. Flere steder er boligkrisen forbi, andre steder er krisen fortsat alvorlig.
Hvis du købte en bolig på Frederiksberg i 2004 til 2 mio. kr. er den i dag 3,56 mio. kr. værd. Den er altså steget 78 pct. i værdi.
Hvis du købte en bolig i Lolland til samme pris, ville den i dag være 1,48 mio. kr. værd. Boligen er faldet 26 pct.
Det danske boligmarked er i den grad delt i to, men for første gang bliver der sat præcise tal på. Realkreditforeningen har analyseret boligmarkedet, og via et karaktersystem, der tager højde for fire vigtige elementer: pris, omsætning, salgstider og tvangsauktioner, tegner der sit et markant og på mange måder dystert billede.
I 10 kommuner lå priserne i 2014 under priserne i 2004. »Dette er et klart krisetegn,« fastslås det i analysen. I de bedste kommuner sælges hvert hus i gennemsnit hvert 22. år. I de hårdest ramte sker det kun hver 70. år.
»Dette tal er udtryk for, at boligsalget ligger på et unaturligt lavt niveau,« konstaterer Realkreditforeningen.
Samlet karakterskala for boligmarkedets styrke:
| Top 10 | Bund 10 | ||
|---|---|---|---|
| Kommune | Gennemsnitlig placering | Kommune | Gennemsnitlig placering |
| Frederiksberg | 3 | Sorø | 77 |
| København | 6 | Haderslev | 77 |
| Gentofte | 7 | Aabenraa | 78 |
| Tårnby | 7 | Vordingborg | 79 |
| Dragør | 7 | Assens | 80 |
| Lyngby-Taarbæk | 7 | Odsherred | 82 |
| Gladsaxe | 9 | Guldborgsund | 83 |
| Hvidovre | 11 | Kalundborg | 83 |
| Furesø | 12 | Langeland | 89 |
| Herlev | 14 | Lolland | 91 |
Jo lavere karakter, desto bedre. Karakteren er givet efter fire indikatorer: Prisudvikling 2004-2014, omsætning, salgstider og tvangsauktioner. Kilde: Realkreditforeningen
Boligmarkedet i og omkring København har længe haft det langt bedre end andre steder. På top 10-listen befinder sig udelukkende kommuner i Københavnsområdet. Først på en 11. plads kommer Aarhus efterfulgt af yderligere seks kommuner omkring København. Først på en 17. plads kommer Aalborg. Odense ligger på en beskeden 20. plads.
Forskellene giver sig udslag på alle niveauer med bl.a. lavere salgstider. I Tårnby tæt på København er salgstiden godt tre måneder, på Lolland er den over 13 måneder.
Det sætter også sit præg på antallet af tvangsauktioner. På Frederiksberg, i Dragør, Glostup og Herlev var der slet ingen tvangsauktioner i 2014. I Guldborgsund var der 106 og på Lolland 107.
Der er nogle klare mønstre i prisudviklingen. Der er således langt større prisudsving og dermed bobletendenser i de kommuner, hvor priserne er steget mest.
»Det er interessant, at udviklingen følger nogle meget klare mønstre. Især er det slående, at de kommuner, der har oplevet den gunstigste udvikling, også havde en væsentlig mere markant boligboble, end de steder, hvor udvikling siden har været svag,« siger Karsten Beltoft, direktør i Realkreditforeningen.
Han mener, at boligboblen nu er et overstået kapitel. At der er så store forskelle, skyldes udelukkende strukturelle forskelle. Så skal det vende i de trængte områder, kræver det, at der kommer mere gang i den økonomiske udvikling.
»Erhvervsudviklingen er central, for med den følger der også demografiske bevægelser. Kommer der generel fremgang i flere erhverv i de kommende år, er der håb om, at udviklingen kan vende på hele landets boligmarked«, mener Karsten Beltoft.

